Aktier/tendens: Markedet havde for høje forventninger til Tryg

Udgivet den 10-04-2014  |  kl. 08:21  |  

Der er udsigt til en lettere positiv åbning på det danske aktiemarked torsdag, efter at det amerikanske af slagsen blev løftet af referatet fra det seneste rentemøde i centralbanken. Onsdag galopperede C20 Cap-indekset frem og steg 1,1 pct. til 755,19.

Spørgsmålet er dog, hvordan investorerne tager imod regnskabet fra Tryg, der landede torsdag morgen og ved første øjekast er skuffende læsning.

Både på top- og bundlinjen er resultaterne til den svage side. Bruttopræmieindtægterne endte i første kvartal på 4583 mio. kr., hvor der ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans var ventet 4697 mio. kr. Forsikringsdelen fik et plus på 523 mio. kr., mens afkastet af investeringer endte på 89 mio. kr. På de poster var der ventet henholdsvis 601 og 91 mio. kr. i overskud.

På bundlinjen blev det omdannet til et overskud på 455 mio. kr. efter skat mod ventet 517 mio. kr.

Tryg-analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen, konstaterer over for Ritzau Finans, at regnskabet er "skuffende over hele linjen, men ikke alarmerende". Han spår, at aktien i forsikringsselskabet vil falde fra handlens start. Onsdag steg aktien 1,5 pct. til 531,5 kr.

Mens regnskabet fra Tryg markerer starten på den danske regnskabssæson, er det småt med andre selskabsspecifikke nyheder.

Et par selskaber har dog fået ændret kursmål på deres aktie. Det gælder Carlsberg, som har fået sit kursmål sænket til 640 kr. fra 680 kr. af Nomura. Anbefalingen er dog stadig "køb".

Samtidig bliver Pandora udsmykket med et kursmål på 415 kr. mod tidligere 390 kr. af Nordea, der anbefaler "køb".

Carlsberg-aktien lukkede onsdag i 543 kr. efter en stigning på 0,1 pct., mens Pandora steg med samme procentsats til 341,6 kr.

Der fragår torsdag udbytte i Rockwool og ØK på henholdsvis 10,40 kr. og 16 kr., som trækkes fra onsdagens lukkekurs. For ØKs vedkommende er der tale om et ekstraordinært udbytte efter gennemførelsen af salget af den venezuelanske forretning Plumrose.

Desuden kan generalforsamlinger i Topdanmark og Brøndby IF tiltrække sig opmærksomhed. For Topdanmarks vedkommende er fokus især på, at der skal vælges en repræsentant for storaktionæren og konkurrenten If til bestyrelsen. Det har skabt harme hos flere andre storaktionærer.

I Brøndby skal der vælges en stort set ny bestyrelse. Blandt andet erstattes Aldo Petersen af Thorleif Krarup på formandsposten.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk