Aktier/tendens: NKT og FLS i regnskabsfokus i ventet flad til negativ åbning
Der er nok at forholde sig til på det danske aktiemarked fra morgenstunden, hvor både FLSmidth og NKT er kommet med regnskaber.
Derudover har en række selskaber fra eliteindekset, C25, fået analysenyt.
Samlet peger det på en neutral åbning - måske med en lille pil ned - da de amerikanske futures taber 0,1-0,3 pct., mens den tyske DAX-future indikerer en flad handelsstart.
- De amerikanske aktieindeks faldt tirsdag op mod 1 pct., hvor især tech-aktier blev solgt fra. Det skyldes formentlig gevinsthjemtagning forud for onsdagens regnskab fra AI-kometen Nvidia, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.
- Børserne i Asien handler lidt blandet her til morgen, og futures signalerer en omtrent uændret start på dagens europæiske aktiehandel, skriver banken.
Tirsdag var stemningen herhjemme mat - og selv om eliteindekset var i plus midt på dagen, så endte C25 med et fald på 0,6 pct. til 1897,29 - et fald der tog til efter den amerikanske aktieåbning tirsdag eftermiddag.
REGNSKABER FRA NKT OG FLS - PROGNOSER I FOKUS
Kabelkoncernen NKT er kommet med regnskab onsdag morgen, og koncernen venter vækst i både omsætning og indtjening i 2024.
NKT venter i år en omsætning (std. metalpriser) på 2,31-2,36 mia. euro og et operationelt EBITDA på 285-335 mio. euro.
Analytikerne havde ifølge et estimat fra NKT før regnskabet estimeret en omsætning i 2024 på 2,2 mia. euro og et driftsresultat på 309 mio. euro.
I 2023 omsatte kabelkoncernen til sammenligning for 1927 mia. euro, mens det operationelle driftsresultat endte på 254,6 mio. euro.
NKT steg 0,8 pct. tirsdag til 491,60 kr.
FLSmidth have taget brodden af spændingen i onsdagens regnskab med foreløbige tal og forventninger, som selskabet offentliggjorde 29. januar efter børslukketid.
Det foreløbige regnskab var overordnet en positiv overraskelse i forhold til analytikernes estimater, og dagen efter blev aktien handlet 5,8 pct. højere til 283,40 kr. Siden er aktien steget yderligere 10 kr.
Derudover oplyste FLSmidth, at koncernen overvejer de fremtidige muligheder for Cement-divisionen - her under et salg af aktiviteterne, som i løbet af 2023 er blevet udskilt i en selvstændig organisatorisk og juridisk enhed.
Onsdagens regnskab melder ikke nyt om den proces.
FLS-aktien endte tirsdag uændret i 293,40 kr.
ANALYSENYT TIL TRANSPORTSEKTOREN
Det amerikanske børshus Bernstein har indledt dækning af A.P. Møller-Mærsk med anbefalingen "underperform" og et kursmål på 8500 kr.
Kursmålet ligger næsten 19 pct. lavere end lukkekursen tirsdag, hvor Mærsks B-aktie faldt 2,4 pct. til 10.485 kr.
Aktien er i år dykket 13,6 pct.
DSV har modsat fået hævet sin anbefaling efter den senere tids kursfald til "hold" fra tidligere "sælg" af finanshuset Morningstar.
Kursmålet for aktien fastholdes imidlertid af Morningstar i 1120 kr., hvilket indikerer et mindre negativt potentiale på 1 pct. i forhold til tirsdagens lukkekurs, da DSV's aktie faldt 0,9 pct. til 1135,5 kr.
Energiselskabet Ørsted får sænket kursmålet hos det amerikanske finanshus Bernstein til 560 kr. fra 600 kr.
Anbefalingen er uændret "outperform".
Det fremgår af Bloomberg News.
Kursmålet indikerer et potentiale på 44 pct. i forhold til lukkekursen på 389,50 kr. tirsdag, da aktien faldt 2,0 pct.
Coloplast har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Berenberg, der vurderer at de seneste måneders kursstigninger efterhånden har indregnet den solide fremgang, selskabet kunne fremvise i første kvartal.
Det skriver analysehuset onsdag.
Dog kvitterer Berenberg for de gode takter ved at skrue en smule op for kursmålet, der nu lyder på 900 kr. mod tidligere 875 kr.
Coloplast lukkede tirsdag med et plus på 0,1 pct. til 885,60 kr. Aktien er de sidste tre måneder steget knap 20 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›