Aktier/tendens: Nyhedstynd fredag i vente hvor Boozt er i klaskehøjde
Onlineforhandleren Boozt kan komme i fokus fredag, efter selskabet torsdag måtte se til, at en skuffende julehandel presser væksten.
Og så er der nyt til Mærsk om prisudviklingen i containerraterne, når rateindekset SCFI, der måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, sendes ud.
Vestas kan også få opmærksomhed efter en flyvende start på 2025 på en god slutspurt på ordresiden op til årsskiftet.
Samlet peger det på en rolig åbning, hvor det tyske DAX-indeks ligger med et marginalt fald, og de amerikanske futures peger på plusser på op til 0,3 pct.
Alt i alt lukkede C25-indekset med et solidt plus på 1,7 pct. i 1807,25 efter et fald på 1,1 pct. på årets sidste handelsdag og et samlet fald i løbet af hele 2024 på 2,4 pct.
Mens det halter med selskabsspecifikke nyheder kan nøgletallene tage over fredag.
- Dagens store begivenhed på de finansielle markeder er offentliggørelsen af ISM-indekset for industrien i USA. Industrien på verdensplan har det stadig svært, og det gælder også i USA. Men vi forventer, at pessimismen i amerikansk industri aftager efter Trumps valgsejr, skriver Jyske Bank i en kommentar.
Det er den kommende præsidents løfter om deregulering og skattelettelser, der ventes at skabe håb i industrien.
- Da Trump blev valgt første gang i 2016, så vi også en stigning i ISM-indekset for industrien. Faktisk steg indekset allerede i november, men det viser stadig en mindre nedgang i industriproduktionen. Vi forventer dog en lille fremgang i december. Det skyldes blandt andet den øgede efterspørgsel i november, som kan hjælpe med at få produktionen op igen, påpeger Jyske Bank.
BOOZT I MODVIND
Blandt sidepapirerne måtte Boozt torsdag skære en luns af væksten i forhold til det ventede.
Online tøjhandleren er ramt af dårligere julesalg end ventet og har nedjusteret forventningen til omsætningsvæksten.
Den foreløbige nettomsætning for 2024 opgøres til 8,215 mio. svenske kr., hvilket svarer til en vækst på 6 pct. i forhold til året før mod ventet "omkring 7 pct.", oplyste selskabet torsdag aften.
Aktien i Boozt lukkede i København 3,2 pct. højere i 84,10 kr. inden meldingen. I Sverige byttede aktien en stigning på 2,5 pct. ud med et fald på 2,5 pct. til 122,70 svenske kr. (80 kr.), da den svenske børs lukkede.
NYT TIL MÆRSK
A.P. Møller-Mærsk kan se sine asiatiske konkurrenter inden for containershipping ligge i grønt fredag.
Dermed følger rederiaktierne torsdagens udvikling for Mærsks B-aktie, der steg med hele 5,0 pct. til 12.505 kr.
Opturen kommer i kølvandet af, at Mærsk tirsdag opfordrede sine kunder til at flytte varer fra havne på den amerikanske østkyst og i Den Mexicanske Golf før en deadline den 15. januar, hvorefter en havnearbejderstrejke kan bryde ud, hvis de ikke kan blive enige med arbejdsgiverne om nye overenskomster.
Forhandlingerne rygtes ifølge Bloomberg News at blive genoptaget tirsdag i næste uge.
Fragtraterne fortsatte den stigende tendens viste torsdagens data fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry torsdag og gælder for en 40-fods container. Og fredag kommer der som vanligt mere nyt om prisudviklingen i containerraterne, når rateindekset SCFI, der måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, sendes ud.
Vestas var den helt store højdespringer blandt C25-aktierne på årets første handelsdag. Og vindmølleselskabet ventes også fredag at være i fokus efter en ordremæssig rigtig fornuftig afslutning på 2024.
Torsdag satte DZ Bank anbefalingen op til "køb" mod før "hold". Og fredag viser data fra Bloomberg, at kursmålet er sænket til 128 kr. fra 130 kr. Det giver dog et kurspotentiale på godt 22 pct.
Vestas steg torsdag 6,8 pct. til 104,70 kr.
Og så har Netcompany fået løftet sit kursmål til 350 kr. fra 325 kr. hos den amerikanske storbank Citi, viser data fra Bloomberg.
Anbefalingen er uændret "neutral". Kursmålet flugter dermed nu i store træk med torsdagens lukkekurs på 347 kr. Netcompany steg torsdag med 2,4 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›