Aktier/tendens: Pæne stigninger i vente

Udgivet den 02-09-2013  |  kl. 08:30  |  

Åbningen på det danske aktiemarked ventes mandag at være præget af stigninger oven på en weekend, der har budt på gode væksttegn fra Kina og en udsættelse af en eventuel militær aktion i Syrien. Europa må mandag klare sig uden indflydelse fra USA, hvor børserne holder lukket i forbindelse med Labor Day.

Futures indikerer en stigning i det britiske FTSE 100-indeks på omkring 0,7 pct., og forventningen er, at det danske marked følger trop. C20 Cap-indekset lukkede fredag 0,8 pct. lavere i niveau 600,18.

- Det ligger til, at vi skal starte højere på baggrund af, at USA udsætter angrebet på Syrien, indtil det er godkendt i Kongressen. Det har løftet de asiatiske aktier her til morgen, og det vil alt andet lige også løfte Europa, lyder spådommen fra Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, over for Ritzau Finans.

De amerikanske børser holder mandag lukket i forbindelse med Labor Day, og det vil sammen med en kalender, der stort set er blottet for større, økonomiske nøgletal, påvirke aktiviteten på markedet. Efter en stærk åbning vil omsætningen formenlig dø ud hen på eftermiddagen, er vurderingen hos Sydbank.

- Vi har dog fået nogle pæne tal fra Kina over weekenden, og det vil sammen med udviklingen i Syrien løfte markedet fra morgenstunden, siger Ole Kjær Jensen med henvisning til offentliggørelsen af nogle overraskende gode PMI-indeks fra Kina, hvoraf det ene nåede det højeste niveau i 16 måneder.

Tendensen peger mod en lidt bedre risikovillighed på finansmarkederne, og det kan ifølge Ole Kjær Jensen sætte lidt mere gang i de cykliske aktier.

FLSmidth og A.P. Møller - Mærsk, der begge falder ind under kategorien cykliske aktier, lukkede fredag begge 1,0 pct. lavere i henholdsvis kurs 307,8 og 48.000 kr.

Der kan komme fokus på Lundbeck, som anker den bøde på 700 mio. kr., som EU-Kommissionen udskrev i juni for brud på konkurrencelovgivningen. Lundbeck er helt uenig i EU-Kommissionens afgørelse, og ønsker afgørelsen omstødt, eller alternativt bøden nedsat. Afgørelsen ventes inden for to til tre år. Det kan dog tage helt op til seks år, før sagen bliver endeligt afgjort, meddeler medicinalselskabet.

Lundbeck mener, at afgørelsen indeholder flere både juridiske og faktuelle fejl. Ifølge selskabet misfortolkes de i retspraksis fastlagte hovedkriterier for at afgøre om en aftale reelt begrænser konkurrencen. Samtidig ignoreres væsentlige fakta i sagen, mener Lundbeck, der fredag lukkede i kurs 113,8 kr.

Blandt sidepapirerne kan der komme fokus på Zealand Pharma, der fredag sluttede i kurs 64,5. Analytikerne i den svenske storbank Handelsbanken har sænket kursmålet for aktie til 79 kr. fra 88 kr., men gentaget den let positive anbefaling "akkumuler". Det fremgår af Bloomberg News.

Med en overlegen sejr på 4-1 i Viborg vandt FC København søndag sin første superligakamp i det, der synes som uendelige tider. FCKs ejere, Parken Sport & Entertainment, lukkede fredag uændret i 80 kr.

Sydbank venter ingen større nyheder fra G20-mødet, som starter i dag, mandag. Foruden G20-mødet og udviklingen i Syrien, vil investorerne fokusere på de mange vigtige nøgletal senere på ugen, herunder i særdeleshed arbejdsmarkedsrapporten fra USA på fredag, som snildt kan flytte markederne.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:34 Kina: Industriens overskud steg 11 pct. i december men faldt 3,3 pct. i hele 2024
06:32 Asien: Amerikanske aktiefutures dropper oven på kinesisk fremstød med kunstig intelligens
06:32 Valuta: Toldtrusler og hævngerrighed bag let styrket dollar
06:32 USA/T-bond: Obligationsmarkedet i venteposition før rentemøde og toldnyt
06:32 USA/lukning: Mindre fald trukket ned af Nvidia og Texas - stort dyk i vente mandag
06:30 Kalender med link - mandag den 27. januar
17:49 Europa/lukning: Ericsson blev sendt i skammekrogen mens Novo og Burberry lyste op
17:47 Tørlastindeks falder for ottende dag i træk
17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"