Aktier/tendens: Pandora og Unibrew i fokus med løftede kursmål før ventet positiv start

Udgivet den 09-09-2024  |  kl. 08:25  |  
Arkiv: Foto

Pandora og Unibrew kan få opmærksomhed i et umiddelbart positivt stemt dansk aktiemarked mandag morgen, hvor der ser ud til at være dømt comeback efter en svær sidste uge.

Med et fald på 0,4 pct. til 1955,48 fredag sluttede C25-indekset samlet 1,7 pct. lavere over ugen, der bød på fald på fire ud af fem mulige dage - senest fredag, hvor endnu en skuffelse fra det amerikanske arbejdsmarked var med til at sende aktierne ned.

Men humøret ser ud til at være vendt efter weekenden, hvor futures indikerer en positiv begyndelse i både USA og Europa.

For det tyske DAX-indeks stilles der en positiv start på i omegnen af 0,4 pct. i udsigt.

I Asien er børserne ellers også malet med rødt, men mest af alt lokalt påvirket af svage nøgletal fra Kina fra morgenstunden.

- Aktiekurserne har dog rettet sig noget hen over morgenen, og futures signalerer faktisk små stigninger fra starten af dagens europæiske aktiehandel, skriver Tina Winther Frandsen, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

PANDORA OG UNIBREW FÅR LØFTEDE KURSMÅL

Blandt enkeltaktierne er der fokus til smykkeselskabet Pandora, der kan se sit kursmål hos canadiske RBC blive løftet til 1050 kr. fra 920 kr.

Samtidig holdes der dog også fast i den negative anbefaling "underperform". Og selv med det løftede kursmål er den aktuelle kurs da også noget højere.

Fredag faldt Pandora således med 1,0 pct. til 1146,50 kr., hvilket er godt 9 pct. over det nye kursmål fra RBC.

Også bryggeriet Royal Unibrew har fået analysenyt fra Nordamerika, hvor amerikanske Citigroup har løftet sit kursmål for den danske aktie til 560 kr. fra 510 kr.

Samtidig er anbefalingen "neutral" blevet gentaget.

Unibrew oppræciserede i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal i august sine forventninger til hele 2024 som følge af blandt andet gunstigt vejr i juli og august.

Bryggeriet venter nu en omsætning på mindst 15 mia. kr. og et driftsoverskud før renter og skat (EBIT) i spændet 1950-2025 mio. kr. Den tidligere forventning var en omsætning på cirka 15 mia. kr. og et driftsresultat på 1875-2025 mio. kr.

- Disse ændringer sammen med valutajusteringer afføder et løft på cirka 5 pct. af vores estimater for 2024, skriver Citigroup-analytiker Frederick Wilkinson i et notat.

Bryggeriaktien sluttede fredag 0,9 pct. højere i 578 kr.

NOVO I FOKUS MED EUROPÆISK ÅRSMØDE

Novo Nordisk kan sammen med Zealand Pharma også komme under lup i ugens løb, hvor der afholdes årsmøde hos den europæiske diabetesforening, EASD.

Det foregår i Madrid og løber frem til fredag. Her vil fokus være rettet mod præsentationer fra konkurrenter, der kan give nyt om udviklingen på markedet for behandling af både diabetes og fedme.

Novo-aktien sluttede fredag 0,4 pct. lavere i 881,50 kr., mens Zealand Pharma steg 0,2 pct. til 828 kr.

Endelig er Bavarian Nordic stadig i rampelyset, efter at selskabet fredag kunne rapportere, at direktionen samlet har solgt 140.310 aktier i selskabet til en værdi af 34,2 mio. kr.

Det er først og fremmest topchef Paul Chaplin, der har afhændet aktier. I alt har han solgt 98.855 styk for samlet 24,1 mio. kr.

Bavarian-aktien steg fredag med 0,5 pct. til 239,60 kr. efter et kraftigt fald på 8,7 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel