Aktier/tendens: Positive vibrationer fra USA vil smitte af
Der ser ud til at være gevinster at hente på det danske aktiemarked i fredagens handel, hvis man skal dømme efter udviklingen på Wall Street torsdag aften. De amerikanske aktier fortsatte den optur, som så småt kunne anes i eftermiddagstimerne herhjemme, hvor investorerne tog godt imod meldingen om, at detailsalget i USA og antallet af nytilmeldte amerikanere havde udviklet sig noget bedre end ventet.
Der er dog i nok ligeså høj grad tale om en modreaktion på et marked, som tydeligvis er forvirret over, hvad det skal mene om udsigterne til en mulig nedtrapning af Federal Reserves ekstraordinære stimuli. I løbet af torsdagen så det mere og mere ud til, at investorerne valgte at nedtone frygten for en snarlig reduktion i den amerikanske centralbanks obligationsopkøb, eller at investorerne efter tre dage i streg med kursfald i USA og Asien ganske enkelt mente, at det var tid til lidt oprejsning for aktiemarkederne.
S&P 500-indekset steg med yderligere næsten 1,3 pct., efter at fondsbørsen i København havde lukket for torsdagens handel. Desuden indikerer futuresmarkedet en positiv åbning i det britiske FTSE 100-indeks på 0,6 pct. Det burde føre til en positiv åbning i C20 CAP, der faldt med 0,1 pct. til niveau 563,18.
På det amerikanske marked klarede finans, olie og gas samt forsyningsselskaberne sig relativt bedst. Men fremgangen var bredt funderet med stigninger i alle hovedsektorer under det brede S&P 500-indeks.
- Herhjemme vil det primært være medicinalselskaberne Novo Nordisk og Lundbeck, som vil være i fokus, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans og tilføjer, at han venter en positiv åbning af det danske aktiemarked på 0,5-1,0 pct., men at usikkerheden på markedet stadig er stor.
- Jeg venter fortsat et marked med store udsving frem mod næste uges rentemøde i den amerikanske centralbank. Der er underliggende stadig stor nervøsitet i markedet, fortsætter Ole Kjær Jensen.
Der vil givetvis fortsat være fokus på Novo Nordisk, som torsdag præsenterede data fra et igangværende epidemiologisk studie, der yderligere understøtter sikkerheden af GLP-1 diabetesmidlet Victoza.
- Vi er stadig helt trygge ved sikkerhedsprofilen for Victoza, udtaler forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen i en pressemeddelelse og tilføjer, at de foreløbige data fra det fremadrettede epidemiologiske studie har bestyrket selskabet yderligere i dets tillid til den positive benefit/risk-profil for Victoza.
Novo Nordisk lukkede torsdag 0,5 pct. lavere i 932,5, mens Lundbeck, der kan konstatere, at Eli Lilly har stoppet et fase 2 studie med et muligt Alzheimers-middel, lukkede 0,8 pct. lavere i 103,40 kr.
Med amerikanske Caterpillar, producent af entreprenørmaskiner til blandt andet mineindustrien, som den aktie, der steg mest i Dow Jones-indekset torsdag, pæne stigninger til mineselskaberne Rio Tinto og BHP Billiton samt tegn på, at der godt kan være lidt kortsigtet "stock-picking" i nogle af de sektorer, som har været ekstra hårdt ramt i aktienedturen, kan der ifølge Ole Kjær Jensen også komme fokus på FLSmidth.
FLSmidth steg torsdag 1,1 pct. til 266,50 efter fire dage med lutter kursfald. Ifølge Ole Kjær Jensen synes der at være et teknisk modstandspunkt i nedadgående retning omkring kurs 255-260.
Endelig ventes fokus på GN Store Nord, der har fået hævet sin anbefaling til "outperform" fra "market perform" af Bernstein, som desuden har løftet kursmålet til 125 kr. fra 112 kr. Det fremgår af Bloomberg News. Til sammenligning lukkede GNs aktie torsdag i 104 kr. efter flere dage med store kursudsving.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›