Aktier/tendens: Små plusser i vente Pandora i fokus
Der er udsigt til små plusser på de store europæiske fondsbørser, hvilket kan smitte af på C20-indekset, som mandag lukkede 1,29 pct. lavere i 459,54. De europæiske aktiemarkeder kom sig mandag efter en dårlig begyndelse på dagen. Det var især en fremgang blandt de amerikanske bankaktier, som formåede at reducere bekymringerne i Europa. Pandora har fremlagt regnskab for første kvartal.
Pandora, som mandag lukkede mandag 1 pct. højere i kurs 64,6, fastholder forventningerne til 2012 i regnskabet for første kvartal, hvor smykkekoncernen leverede en driftsindtjening, som er klart bedre end ventet.
A.P. Møller - Mærsks containerrederi Maersk Lines konkurrenter kommer under et stigende pres på at indsætte de mange store nye skibe, som allerede er blevet leveret, og som vil blive leveret i 2012, og det kan ødelægge den disciplin, som rederierne indtil videre har udvist i år, skriver shippinganalysevirksomheden Alphaliner i sit ugentlige nyhedsbrev. A.P. Møller - Mærsk endte mandag 2,0 pct. lavere i kurs 43.520 kr.
Lundbeck og Otsuka Pharmaceutical har mandag efter dansk lukketid offentliggjort positive resultater fra ét klinisk fase III studie, der har undersøgt aripiprazol intramuskulær (IM) depotformulering (depot) til vedligeholdelsesbehandling af voksne med skizofreni. Studiet var udformet til at evaluere effekten, sikkerheden og tolerabiliteten af aripiprazol IM depot som en langsigtet vedligeholdelsesbehandling af skizofreni. Data fra fase III-studiet viste en forbedring i tid til tilbagefald, det primære effektparameter, for patienter som fik én gang månedlig dosering med aripiprazol IM depot i forhold til kontrolgruppen (placebo). Vi er utroligt glade for disse data omkring aripiprazol IM depotformulering, som viser, at injektion én gang om måneden med dette lægemiddel effektivt forsinker tiden til tilbagefald for patienter med skizofreni. Patienter, der får tilbagefald, oplever en yderligere svækkelse af deres psykiske og generelle fysiske helbred, og dette kan igen føre til et nedsat funktionsniveau, øget sygelighed og derved en forværring af det endelige resultat, udtaler Lundbecks udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen i pressemeddelelsen. Lundbeck endte mandag med et fald på 1,1 pct. til kurs 109,2 kr.
En lukrativ aftale med SAS er afgørende for salget af de sunde dele af Cimber. Udsigten til, at det delvist Finnair-ejede Flybe Nordic kan blive køber, huer ikke SAS og flyselskabet spiller en helt central rolle for, hvor meget af Cimber Sterling der vil overleve. Det skriver Berlingske Business. Og det kan også få betydning for, hvem der ender med at købe de sunde dele af Cimber. Det vigtigste aktiv i boet er nemlig den overskudsgivende aftale om ca. 30 daglige flyvninger til primært Nord- og Østeuropa, som fire Cimber-fly udfører for SAS. En aftale som i weekenden blev midlertidigt forlænget til 16. maj. Aftalen er samtidig rigtig god for SAS, fordi den skaffer afgørende passagertrafik til København, og en udvidelse af aftalen er derfor en mulighed, som kan redde endnu flere Cimber-arbejdspladser.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›