Aktier/tendens: Stille inden regnskabsstormen

Der bliver mandag tale om en rolig dansk regnskabsstart på ugen, der ellers byder på i alt fem kvartalsregnskaber fra C20-selskaber.
Tirsdag, onsdag og fredag byder på tal fra børskæmper som TDC, Carlsberg og Vestas, men mandag er der mere ro på regnskabsfronten, hvor de eneste aktuelle danske selskaber er genanalysefirmaet Exiqon og Jutlander Bank.
Mens investorerne luner op til ugens større begivenheder, kan de indlede ugen med at betragte en række kursmålsændringer fra udlandet.
Franske Société Générale hævede sent fredag sit kursmål for Vestas til 280 kr. fra 218 kr. Vindmølleaktien rider på halvandet års fremgang på aktiemarkedet og nåede fredag at krydse 240,70 kr. - dermed er aktien mere end tidoblet siden bunden den 15. november 2012.
Vestas er desuden i fokus, eftersom selskabet denne uge deltager i AWEA-konferencen i Las Vegas i USA, hvor der hvert år stilles skarpt på den amerikanske vindmøllebranche. I år - som tidligere - er der fokus på, hvorvidt den vigtige PTC-støtteordning bliver forlænget, og hvordan branchen vil klare sig, hvis det ikke bliver tilfældet.
Danske Bank modtager et højere kursmål fra norsk hold, hvor storbanken DNB har løftet målet til 166 kr. fra 153 kr. Desuden øger Jyske Bank sit kursmål til 190 kr. fra 148 kr. oven på torsdagens regnskab fra banken på Holmens Kanal. Den sluttede sidste uge i kurs 153,10.
Novo Nordisk er til gengæld begunstiget af svenske Handelsbanken, der løfter anbefalingen af Novo-aktien til "køb" fra tidligere "akkumuler". Kursmålet justeres dog 6 kr. ned til 295 kr. for medicinalaktien, der - også oven på et torsdagsregnskab - sluttede sidste uge i 238,80 kr.
G4S kan desuden skue mod udlandet senere på morgenstunden, hvor service- og vagtselskabets store konkurrent Securitas leverer tal for første kvartal.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›