Aktier/tendens: Udsigt til stille dag med Novo i fokus

Udgivet den 28-11-2023  |  kl. 08:23  |  
Novozymes - Research

Der er tirsdag udsigt til en kursmæssig stille dag på det danske aktiemarked, hvor der ikke er skemasat nogen begivenheder. Novo Nordisk ventes dog at komme i fokus efter nyt om selskabets fedmemiddel. En dataanalyse af det danske medicinalselskabs vægttabsmiddel Wegovy og rivalen Eli Lillys Zepbound kommer ud til sidstnævntes fordel.

Futures for de tre ledende indeks i USA ligger stort set uændret, og der er heller ikke store udsving i den tyske DAX-future, der ligger med et fald på 0,1 pct. ved 8-tiden.

Efter lidt udsving over dagen endte C25-indekset mandag med en stigning på 0,1 pct. til 1717,68. GN og Demant var i top uden selskabsspecifikt nyt.

NOVO I FOKUS

Novo Nordisk-aktien faldt 0,9 pct. til 710 kr. mandag.

Novo Nordisks storsællert, vægttabsmidlet Wegovy, der baserer sig på GLP-1-analogen Semaglutid, kan tilsyneladende ikke matche den nye konkurrent Zepbound, baseret på Tirzepatid, fra Eli Lilly.

Det fremgår af en sammenlignende dataanalyse fra virksomheden Truveta Research, der har set nærmere på data fra amerikanske diabetesbehandlede patienter. Undersøgelsen blev offentliggjort mandag aften.

- Det stemmer meget godt overens med meldinger fra tidligere studier, og det er derfor ikke så overraskende, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank over for MarketWire. Derfor bliver det heller ikke afgørende for konkurrencen, skønner han videre.

- Hvis vi skal tale om en konkurrence, så bliver det ikke, hvor meget du taber dig ved det ene eller andet middel. Konkurrencen bliver om, hvem der er i stand til at skalere produktionen op hurtigst og bedst, siger han videre i en umiddelbar kommentar.

Undersøgelsen, der ikke er et studie, konkluderer, af voksne amerikanere med overvægt eller fedme, der blev startet på Tirzepatid eller Semaglutid til behandling af diabetes type 2, var patienter på Tirzepatid signifikant mere tilbøjelige til at opnå vægttab på 5 pct., 10 pct. og 15 pct. samt at opleve større reduktioner i vægt efter tre, seks og 12 måneder.

Undersøgelsen er endnu ikke blevet fagfællebedømt. Der er endnu ikke data fra et reelt head-to-head klinisk studie mellem de to lægemidler.

NOVOZYMES I VARMEN HOS BERNSTEIN

Novozymes, der faldt 0,9 pct. til 360 kr. mandag, har før den forestående fusion med Chr. Hansen Holding fået løftet sit kursmål til 420 kr. fra 380 kr. hos finanshuset Bernstein. Der fastholder anbefalingen "outperform".

GENMAB KURSMÅL SÆNKET

Genmab satte sig 3,1 pct. mandag til 2091 kr. Selskabet har fået sænket sit kursmål hos amerikanske Jefferies til 2400 kr. fra 2900 kr., og anbefalingen lyder fortsat på "hold".

MÆRSK SÆLGER NORSKE AKTIER

Mærsk har meldt om et aktiesalg. Transportkoncernen har mandag solgt 20 mio. aktier i norske Höegh Autoliners for 90 norske kr. stykket eller i alt 1,8 mia. norske kr.

Mærsk B-aktien steg 2,0 pct. mandag til 10.775 kr.

ALM. BRAND FYRER 105

Alm. Brand ændrer sin ledelsesstruktur og reducerer medarbejderstaben med 105. Det oplyser selskabet i en melding tirsdag morgen.

Det fremgår også, at selskabet vil udgiftsføre cirka 50 mio. kr. som følge af de annoncerede afskedigelser i fjerde kvartal. Dermed vil posten "særlige omkostninger til integration af Codan" blive i niveauet 350 mio. kr. mod et tidligere skøn på 300-350 mio. kr.

- Alle øvrige forventninger fastholdes herunder et forsikringsresultat på 1,35-1,45 mia. kr. eksklusive afløbsgevinster og -tab for 4. kvartal 2023, skriver selskabet.

Alm. Brand-aktien steg 0,6 pct. mandag til 11,25 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯