Aktier/åbning: Ambu brager frem efter opjustering i grønt C25

Udgivet den 11-07-2024  |  kl. 09:14  |  
Arkiv: Foto

Ambu har torsdag morgen indtaget toppen i det danske C25-indeks, efter at medicoselskabet sent onsdag opjusterede forventningerne efter en stærk udvikling i tredje kvartal.

Også Tryg blander sig blandt højdespringerne, efter at forsikringskoncernen har offentliggjort regnskab for andet kvartal og leveret et rekordhøjt overskud.

Det danske C25-indeks går frem med 0,4 pct. til 1988,29 i den indledende handel.

I bunden af eliteindekset er Zealand Pharma med et fald på 0,9 pct. til 945 kr., efter at biotekselskabet onsdag satte kursrekord.

AMBU I HOPLA EFTER OPJUSTERING

Medicoselskabet Ambu har efter en forlænget åbningsauktion torsdag lagt sig suverænt i spidsen i C25 efter sin opjustering sent onsdag.

Opjusteringen er den anden af sin slags i 2023/24 og følger en bedre udvikling i tredje kvartal end ventet. Forventningen lyder nu på en organisk vækst på 12-14 pct. og en overskudsgrad før særlige poster på 11-13 pct. - et løft på henholdsvis 2 og 1 pct.point.

Også forventningen til den organiske vækst i divisionen Endoscopy Solutions er løftet til nu plus 18 pct. fra plus 15 pct. Det er i den øvre ende af selskabets langsigtede forventninger på 15-20 pct.

Der er fortsat tale om forventninger, som Ambu "komfortabelt" kan levere, siger selskabets finansdirektør, Henrik Skak Bender, til MarketWire. Det skal fastholde og bygge videre på tilliden fra markedet, fortæller han videre.

Sideløbende er Ambus kursmål sat op til 135 kr. fra 125 kr. hos SEB. Anbefalingen er "neutral".

Ambu stiger 5,7 pct. til 139,40 kr.

TRYG MED REKORDRESULTATER

Forsikringskoncernen Tryg belønnes torsdag morgen for sit regnskab for andet kvartal, der bød på en solid fremgang i forsikringsindtjeningen og et rekordhøjt overskud.

Forsikringsdriften var da også bedre end ventet af analytikerne, og også resultatet af investeringerne overrasker positivt.

Tryg fastholder sine forventninger til 2024.

Aktien stiger 1,1 pct. til 153,70 kr.

Novo Nordisk siver til gengæld torsdag, efter at selskabet har måttet konstatere, at lanceringen af det ugentlige basale insulin Icodec i USA kommer til at trække ud, da de amerikanske sundhedsmyndigheder kræver yderligere oplysninger.

Novo oplyser, at det ikke vil kunne ske i 2024. Meldingen fra USA er dog ikke en større overraskelse, da myndighederne allerede i foråret stemte imod en godkendelse.

Aktien bakker 0,1 pct. til 975,10 kr.

ORDRE TIL AQUAPORIN

Bryggerigiganten Carlsberg har fået øget kursmålet for selskabets B-aktie til 1200 kr. fra 1100 kr. af analytikerne i den tyske storbank Deutsche Bank.

Analytikerne gentager anbefalingen "køb".

Carlsberg øger 0,4 pct. til 876,60 kr.

Vandbehandlingsselskabet Aquaporin har vundet en ordre til en værdi af 300.000 dollar fra et stort selskab inden for vandrensning i Mellemøsten.

Det sender aktien i vejret med 5,3 pct. til 21 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed