Alarm over lav pensionsopsparing

Udgivet den 16-11-1999  |  kl. 08:52  |  

København--16. november--NetPosten--Afhængigheden af de sociale pensioner er foruroligende høj blandt de 41-50 årige. Så høj, at Pensionsmarkedsrådets formand, Kirsten Fjord, nu slår alarm, skriver dagbladet Børsen.

Kirsten Fjord mener, at den obligatoriske pensionsopsparing bør øges betydeligt. Knap halvdelen af de danskere, som i dag er mellem 41 og 50 år, vil i deres alderdom i meget høj grad være afhængig af offentlig forsørgelse i form af folkepension, pensionstillæg, boligtilskud m.v. Det viser en analyse, Pensionsmarkedsrådet har foretaget i sin rapport, der udkom i går.

- Jeg tror, vi alle har haft på fornemmelsen, at Danmark har taget hul på problemet med den voksende forsørgerbyrde for længe siden. Så det er forstemmende at se, hvor afhængige vi stadig vil være af de offentlige pensioner om 20 år. Men heldigvis kan vi nå at gøre noget ved problemet. Vi er nødt til at øge opsparingen meget kraftigt for de her grupper, siger Kirsten Fjord.

Udgivet af: NPinvestordk