Alexandra og Joachim skal skilles (opd.)
Prins Joachim og prinsesse Alexandra skal ifølge Radioavisen skilles. Hoffet holder pressemøde klokken 11.30 i Det Gule Palæ på Amalienborg.
Der har den senere tid svirret rygter om, at det ikke gik helt som det skulle mellem Joachim og Alexandra.
Da parret besøgte containerskibet Albert Mærsk for et par uger siden, blev de næsten ikke set sammen under hele seancen.
Og Joachim har ifølge den svenske avis Expressen ændret sig - han bruger meget mere tid på fest og rock'n'roll.
En skilsmisse bliver imidlertid dyr for Joachim, idet han skal give Alexandra penge til en "passende" bolig i eller uden for Danmark efter prinsessens eget ønske.
Desuden har Alexandra ret til "starthjælp" til et nyt liv. Jo længere de har været gift og jo højere standard de har haft, desto højere starthjælp.
Prinsessen har naturligvis også ret til underholdsbidrag.
Hun kan dog ikke tage børnene med sig, sålænge Frederik og Mary ikke har leveret tronarvinger. Børnene tilhører derfor hoffet.