Alm. Brand Henton - Rente- og Valutakommentar
NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Henton dagens kommentarer til markedet:
Obligationer:
Forbrugerpriserne fra Eurozonen var ikke i stand til at imponere markedet, men det var som så ofte før de amerikanske nøgletal til gengæld. En svagere end ventet måling for fremstillingssektoren i New York (med PPI høj og CPI lav sammen med arbejdskomponenten) fik markedet til at stige en anelse. Spørgsmålet man kan stille sig selv er, hvorfor aktiemarkedet ikke reagerede negativt på tallet - det er efterhånden kun frygten for yderligere rentestigninger, der kan sende negative vibrationer gennem aktiemarkedet, der må have en stærk tro på, at holdes renten i ro kan højvækstscenariet fortsætte. Appetitten for amerikanske aktiver målt ved TIC-data viste en stigning, hvorimod NAHB-boligindekset nok engang faldt, hvilket var med til at understøtte obligationer. Euroen fortsætter sin fremmarch mod de større valutaer, hvilket er med til at holde ideen om fortsatte rentestigninger i Europa kontra USA, Japan, Schweiz m.m. En fyldt kalender skal nok sætte skub i obligationsmarkedet i dag, om end vi venter at dette først sker, når de amerikanske forbrugerpriser rammer skærmene fra kl. 14.30.
Valuta
Jean-Pierre Roth fran den schweiziske nationalbank sagde mandag ,at kursen på schweizerfrancen afviger fra de økonomiske fundamentaler, og at banken holder skarpt øje med importeret inflation. Banken vil gøre det nødvendige for at holde priserne i ro. Den schweiziske regering er dog ikke i øjeblikket nervøs for CHF og ser ingen grund til renteforhøjelser p.t. CHF handler stort set uændret siden gårsdagens handel. Referatet af rentemødet i Sveriges Riksbank d. 29. marts viser, at Svante Öberg stemte for en forhøjelse af renten pga. stærkere vækst og et strammere arbejdsmarked med højere lønudgifter til følge. SEK styrkedes pænt i går og ligeledes med NOK. GBP styrkedes i går på baggrund af stærke tal. USD er blevet svækket en anelse mod EUR over nattens handel og handler her til morgen i 1,3542. Ikke de store nyheder for Japan, og JPY handler stort set uændret her til morgen.