Amagerbanken præciserer handel med nye aktier
I forlængelse af selskabsmeddelelse af 9. september 2010 skal følgende præciseres omkring den forventede tidsplan. (I den forbindelse bemærkes, at første forventede noteringsdag for de nye aktier i den midlertidige fondskode under den oprindelige tidsplan var mandag den 13. september 2010.)
Registrering af kapitalnedsættelsen og kapitalforhøjelsen forventes nu at finde sted den 14. september 2010, og første handelsdag for de nye aktier i den midlertidige fondskode forventes at være den 15. september 2010.
Det skriver Amagerbanken.
Herefter foretages følgende, idet disse datoer nu er skubbet i forhold til den oprindelige plan.
Sammenlægning af den midlertidige fondskode (ISIN kode DK0060242972) med den eksisterende fondskode (ISIN kode DK0060037109) forventes at ske den 17. september 2010 på NASDAQ OMX Copenhagen A/S med valørmæssig virkning på aktionærernes VP konti den 22. september 2010.
Handel med aktier i den eksisterende fondskode, der skal opfyldes ved levering af nye aktier, forventes således først at kunne ske fra den 17. september 2010.