Amazon forbedrer sin Kindle DX

Udgivet den 05-07-2010  |  kl. 10:17  |  

Nu forsøger Amazon at imødekomme udfordringen fra Apples iPad med en ny udgave af sit mobile flagskib, Kindle DX, der har fået et nyt forbedret display. Den nye 9,7-tommers skærm har angiveligt et 50 procent bedre kontrastforhold på 10:1.

Det skriver ComON.

Netop når det gælder om at læse elektroniske bøger på en skærm, spiller kontrastforholdet en stor rolle for, hvor hurtigt øjnene bliver trætte.

Den nye Kindle DX har stadig en skærmopløsning på 1.200 x 824 billedpunkter og den kan vise 16 gråtoner. I forhold til forgænger-modellen har den nye version fået et nyt kabinet af grafit, og der er integreret en sensor, som sørger for at vende skærmbilledet alt efter om enheden holdes horisontalt og vertikalt. Det kendes selvfølgelig allerede fra iPad.

Der er integreret 4 GB hukommelse, hvoraf 3,3 GB er til rådighed for brugeren. Samtidig er prisen for Kindle DX faldet, fra 489 til 379 dollar, mens den lille Kindle er sat ned fra 249 til 189 dollar.

Udgivet af: NPinvestordk