Ambu: To produkter vinder kontrakter i USA
Ambu har fået treårige kontrakter på to produkter af USA's største indkøbsorganisation for hospitaler, Novation. Det fremgår af det danske medicoselskabs orienteringsblad Ambu Update.
De to kontrakter skyldes, at produkterne sammen med 18 andre produkter, blev udnævnt til prisvindere i en konkurrence. I alt 180 produkter var indstillet til en såkaldt "Innovative Technology Award", der gives til produkter, der forbedrer patientbehandlingen eller patientsikkerheden.
For Ambu blev det en smertepumpe samt engangsvideoskopet Ascope 3, der bruges af bedøvelseslæger til at orientere sig i luftvejene inden narkose, som løb med kontrakter og laurbær.
Frem til 2018 har de mere end 2000 hospitaler, som Novation køber ind for, dermed adgang til at bestille de to produkter fra Ambu.
/ritzau/FINANS
Tags: ❯