Ambu/CEO: Nyt koloskop er skridt nærmere lancering

Udgivet den 31-01-2019  |  kl. 09:12  |  

Ambu er kommet et skridt nærmere en egentlig lancering af sit engangskoloskop SC210, der bruges til mave- og tarmundersøgelser.

Koloskopet har afsluttet kliniske forsøg på to amerikanske hospitaler og er nu klar til at gå videre til næste fase - et studie på et amerikanske hospital i omkring 200 patienter.

Formålet er at skaffe data, der kan bruges i markedsføringen af koloskopet, som allerede er godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, fortæller administrerende direktør i Ambu, Lars Marcher, til Ritzau Finans.

- Når vi skal ud på hospitalerne, og præsentere produktet, så ville vi ikke komme langt, med mindre vi har noget evidens. Det handler om, hvilken type operationer, der er gennemført, hvad økonomien i det er, og det er simpelthen nødvendigt for, at vores sælgere kan komme ind og tale med hospitalerne om de her ting, siger Lars Marcher.

På den baggrund venter Ambu at kunne igangsætte egentlig salgsaktivitet af SC210 i USA i andet halvår af 2018/19.

I første omgang vil lanceringen dog fokusere på bare 30 hospitaler.

- Det skyldes simpelthen, at produktionen skal kunne følge med, siger Lars Marcher.

Han regner med, at fabrikken i Malaysia kan producere 15.000-20.000 koloskoper, når Ambu når ind i næste kvartal.

- På nogle områder er vi foran planen, og på andre områder er vi måske en måned efter. Jeg synes, at produktiviteten på vores fabrikker altid er en udfordring. Vi arbejder på at blive bedre til at producere et helt nyt produkt, og derfor laves der også nogle fejl hist og pist. Dem skal vi have luset ud i løbet af den næste måned, siger Lars Marcher.

De 30 hospitaler, som Ambu i første omgang vil fokusere markedsføringen på laver omkring 30.000-50.000 procedurerer årligt.

- Vi tror ikke på, at hospitaler fra den ene dag til den anden konverterer 100 pct. Vi tror, at det bliver en glidende penetrering, så vi over tid opnår det mål, vi har kommunikeret, det vil sige, at 80 pct. af alle undersøgelserne konverteres til engangskoloskoper, siger Lars Marcher.

PRODUKTIONEN ER BEGRÆNSNINGEN

Han har umiddelbart ikke overblik over, hvor mange hospitaler, Ambu vil gå efter i næste regnskabsår.

- I al sin enkelhed, så kommer det an på, hvor mange vi kan producere på vores fabrik i Malaysia. Det er det, der er vores begrænsning. Hvor vi ikke har begrænsninger på vores Ascope, så er det her et marked på 50 mio. operationer om året kontra det marked, vi er i nu, som er 3 mio. Det er utopisk for os, at vi skal kunne producere så mange millioner koloskoper. Så det, vi gør, er at sikre produktionskvaliteten, og at vi fåR "rampet" yderligere op, og så tror vi, at de produkter, vi producerer, bliver aftaget relativt hurtigt.

Netop lanceringen af SC210 følges tæt af analytikere, da hele forretningsområdet, visualisering, i 2020 skal udgøre halvdelen af Ambus samlede forretning. I første kvartal udgjorde forretningsområdets omsætning 231 mio. kr., eller 35 pct. af det samlede salg.

I alt solgte Ambu 149.000 endoskoper, af typen Ascope, som bruges af lægerne til at orientere sig i luftvejene.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder