Amerikansk havnestrejke er afblæst for nu - indgår foreløbig aftale

Udgivet den 09-01-2025  |  kl. 07:49  |  
Arkiv: Foto

De amerikanske havnearbejdere har indgået en foreløbig aftale med arbejdsgiverne i USA, og derfor er en planlagt strejke nu afblæst.

Det skriver Wall Street Journal.

Det rammer de asiatiske rederiaktier torsdag morgen, da en strejke typisk betyder forstyrrelser, som kan føre til højere rater. Den er taget af bordet for nu, og investorerne reagerer ved at sende aktierne ned.

Værst går det for taiwanske Evergreen, der taber 7,4 pct., mens kinesiske Cosco og de største japanske rederier dykker i niveauet 4,5 pct.

Strejken blev varslet i oktober, hvor havnearbejderne senest landede en midlertidig aftale med arbejdsgiverne og gjorde en ende på tre dages strejke. Den aftale løber frem til 15. januar i år.

Den nye aftale er indtil videre mundtlig, og mangler at blive endeligt godkendt fra begge sider, skriver Wall Street Journal på baggrund af unavngivne kilder. På den ene side står arbejdsgiverne i form af de største containerrederier i verden samt operatører af havne og terminaler, og på den anden side er de mange tusinde havnearbejdere i organisationen ILA.

Detaljerne i den nye foreløbige aftale fremgår ikke, men tidligere har stridspunkterne handlet om løn og stigende automatisering, hvor havnearbejderne har været meget skeptiske over for sidstnævnte.

I den midlertidige aftale fra oktober blev man enige om en lønstigning på 62 pct. over seks år.

- Den her aftale beskytter eksisterende ILA-job og skaber rammevilkår for implementering af teknologier, som kan skabe flere job, mens man moderniserer havnene på øst- og golfkysten - så de bliver mere sikre og effektive og skaber den kapacitet, der er nødvendig for stærke forsyningskæder, fremgår det af en meddelelse fra ILA og arbejdsgiverorganisationen USMX torsdag.

Den nye aftale er planlagt til at løbe i seks år.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder