Amerikansk selskab investerer i Bioscan

Udgivet den 25-04-2001  |  kl. 17:43  |  

Betinget af bestyrelsernes godkendelse har Bioscan A/S indgået aftale med det amerikanske selskab Enhanced Environmental Energy International Corporation (E3 International Corp.) med kontor i Calgary, Canada om aktieinvestering i Bioscan og fælles udvikling af det nordamerikanske marked. Aftalen kan i løbet af 2001 indebære et ejerskab på ca. 20 pct. og en samlet kapitaltilførsel på ca. 96 mio. kr.

Som første trin har E3 International Corp. fået option på Bioscans beholdning af egne aktier på 222.576 stk. til 40 kr. pr. stk.

Andet trin indebærer en option på udvidelse af Bioscans aktiekapital med 2.444.776 aktier, nominelt 5 kr. pr. aktie, til en pris af 35,66 pr. aktie inden for en tidsramme af 6 måneder.

For at sikre E3 International Corp. en samlet ejerandel på 20 pct. inden for en beløbsramme på 12 mio. US$ ved den nuværende dollarkurs har Kai F. Christensen og PER Consult ApS afgivet en option på salg af resterende 132.648 aktier af egne beholdninger. Ud over købet af aktier i Bioscan er der opnået enighed om principperne for en fælles udvikling af det nordamerikanske marked, som indebærer, at Clear-Green Biotechnologies Inc. og Bioscans licens for Østcanada samles i et selskab med alle licensrettigheder til BIOREK .-teknologien på det canadiske marked.

Parterne er endvidere enige om rammerne for en aftale om USA, hvor E3 International Corp. køber Bioscans amerikanske datterselskab og samtidig overtager licensrettighederne efter samme principper som for BIOSCANs øvrige licensaftaler. Gennemføres aftalen som planlagt, medfører det licensindtægter inden for de kommende 12 måneder på ikke under 25 mio. kr. ved den nuværende dollarkurs.

Endelig er Bioscan og E3 International Corp. enige om at etablere et nordamerikansk teknologicenter i Calgary.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder