Novo Nordisk dykker efter præsident Biden kræver lavere priser på Wegovy og Ozempic

Udgivet den 02-07-2024  |  kl. 15:39  |  

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil have prisen på Novo Nordisks bedst sælgende lægemidler sænket.

Det er blandt andet priserne på Novos vægttabsmiddel Wegovy og Ozempic mod type 2-diabetes, der skal sættes ned.

Det skriver præsidenten i et debatindlæg i mediet USA Today.

- Hvis Novo Nordisk og andre medicinalselskaber nægter at sænke priserne i vores land og dermed stoppe for grådigheden, vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at ende det for dem, skriver Joe Biden i en klumme i avisen, hvor Bernie Sanders, der blandt andet er formand for Senatets sundhedskomite, er medunderskriver.

Inden udtalelsen ramte Bloomberg News, der citerer USA Today, lå Novo med et fald på aktiekursen på 0,4 pct. Aktien er tirsdag eftermiddag ved 15.30 faldet 2 pct. til 984,50 kr. og blev en overgang handlet så lavt som 970,50 kr.

Og Joe Biden og Sanders' tonefald er da også skarpt:

- Novo Nordisk tager urimeligt høje priser for disse receptpligtige lægemidler af den amerikanske befolkning. Hvis din læge ordinerer dig en GLP-1, kan priserne på Ozempic og Wegovy være op til flere gange højere end priserne i Canada, Tyskland, Danmark og andre store lande. Det er uacceptabelt, skriver han.

Han og Sanders påpeger dog i klummen, at det ikke kun er danske Novo, det gælder:

- Eli Lilly opkræver også urimeligt høje priser for Mounjaro, et lægemiddel med lignende helbredseffekter som Ozempic. Prisen er cirka 1100 dollar om måneden, fremgår det.

Aktien i det amerikanske medicinalselskab falder 1,6 pct. efter kommentarerne.

Det er ikke første gang, at Bernie Sanders og Joe Biden kritiserer de høje priser på medicin i USA. Det sker jævnligt, at amerikanske politikere slår på tromme for lavere medicinpriser.

Samtidig nærmer præsidentvalget sig, konstaterer chefhandler i Danske Bank, Mads Zink.

- Jeg synes, at det er en hård reaktion i markedet, for vi vidste, at der ville komme sådan noget i den amerikanske valgkamp, og vi ved også, at det vil ske igen. Det er lidt en gratis omgang for politikerne at mene, at Wegovy, eller insulinpriserne skal ned. Det har vi hørt i tidligere valgkampe, siger Mads Zink til MarketWire.

Han peger på, at investorerne nok skal vænne sig til, at medicinpriser bliver et tema fra tid til anden i valgkampen.

Om ikke andet vil emnet igen dukke op til efteråret.

Topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, har således indvilget i frivilligt at vidne i det amerikanske Senats sundhedskomite den 24. september om priserne på Ozempic og Wegovy.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:15 Nvidia ses sælge for gigantisk milliardbeløb i Kina i år trods amerikanske restriktioner
17:05 Torsdagens aktier: Zealand igen i rekord i plusmarked med usikkerhed under overfladen
17:01 Torsdagens obligationer: Renten stod tæt på stille på fridag i USA og før jobrapport
16:32 Erhvervsorganisation frygter fiasko i historisk udbud for havvindmøller
16:02 Mærsk kan atter se fragtraterne stige: Vigtigt rateindeks er næsten firedoblet på et år
16:01 Noble/Sadif Investment: Hæver til "stærkt køb" fra "hold"
15:24 Norwegians børsværdi skrumper mere end 1,3 mia. kr. efter nedjustering
15:08 ECB's cheføkonom lufter bekymringer over høj inflation skabt inden for EU
14:59 Power tjener millioner igen - men omsætningen er faldet
14:22 USA/tendens: Lukket på grund af uafhængighedsdag - futures i overvejende plus
14:08 EU går videre med midlertidig told på kinesiske elbiler
14:07 Tørlastindeks falder for anden dag i træk
13:59 Frankrig indsætter 30.000 betjente i forbindelse med parlamentsvalg
13:54 Valuta: Mindre styrkelse af pund på valgdagen mens dollar svækkes
13:54 Dansk Vestas- og Siemens Gamesa-kunde afviser ikke køb af kinesiske vindmøller
13:31 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse
13:12 Europa/aktier: Fremgang på britisk valgdag - især til tyske Continental
12:45 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse
12:41 Skeptisk Pandora-analytiker ser fortsat pres på aktien - andre ser potentiale
12:30 Obligationer/middag: Marginal rentestigning mens USA holder fri