Amerikansk stormagasin melder sig i rækken af udfordrede butikskæder
Den amerikanske stormagasinkæde Kohl's kan melde sig i koret af udfordrede detailkæder, der i øjeblikket kæmper med tilbageholdende forbrugere og en ulmende handelskrig.
Giganter som Walmart, Target og Costco har alle meldt ud med svage forventninger til indeværende regnskabsår, og Kohl's er ingen undtagelse.
Det viser selskabets regnskab tirsdag eftermiddag, hvor aktien bliver sendt ned med 12,4 pct. i formarkedet.
Varehuskæden med over 1100 butikker i USA venter i regnskabsåret 2025/26 et fald på 4-6 pct. i det sammenlignelige salg, hvilket er markant lavere end analytikernes forventninger. De havde på forhånd spået en tilbagegang på 0,55 pct.
Samtidig ventes indtjeningen per aktie at lande mellem 0,10 og 0,60 dollar. Her var markedets forventninger en indtjening på 1,24 dollar per aktie ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.
Der er i den amerikanske detailbranche generel nervøsitet omkring, hvorvidt forbrugerne vil blive mere tilbageholdende set i lyset af den genstridige inflation og udsigten til told på udenlandske varer.
De store kæder Target og Best Buy har meldt ud, at det måske bliver nødvendigt at hæve priserne som følge af Donald Trumps toldkrig og den generelle økonomiske usikkerhed, og lignende meldinger er kommet fra Macy's og Victoria's Secret. Det skriver Bloomberg News.
Foruden Kohl's har sportsudstyrskæden Dick's Sporting Goods også afleveret sin prognose for 2025 tirsdag inden markedsåbningen.
Også her er prognosen under analytikernes forventninger, og ifølge topchef Laura Hobart afspejler den de "dynamiske makroøkonomiske betingelser".
Aktien i Dick's Sporting Goods falder 1 pct. i formarkedet. Aktien var kort efter regnskabet nede med over 6 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›