Amerikanske angreb vækker vrede i Irak

Udgivet den 30-12-2019  |  kl. 20:02  |  

Iraks regering fordømmer amerikanske luftangreb i weekenden og advarer regeringen i Washington om, at forholdet til USA er på spil.

- Premierministeren beskrev det amerikanske angreb mod de irakiske væbnede styrker som et uacceptabelt og ondsindet angreb, der vil få farlige konsekvenser, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse fra premierminister Adel Abdul Mahdis kontor.

- De amerikanske styrker handlede ud fra deres politiske prioriteter, ikke irakernes, skriver regeringen.

Søndagens angreb "tvinger Irak til at genoverveje sine relationer og sine sikkerhedsmæssige, politiske og juridiske rammer for at beskytte sin suverænitet", tilføjer regeringen.

Advarslen kommer, en dag efter at USA's militær foretog en række luftangreb i Irak og Syrien mod den militante gruppe Kataib Hizbollah, der støttes af Iran.

Angrebene har vakt vrede i Irak, hvor demonstranter mandag har brændt det amerikanske flag af i gaderne.

Iraks nationale sikkerhedsråd betegner de amerikanske angreb som en krænkelse af Iraks suverænitet.

25 militante blev dræbt og 51 andre såret ved søndagens angreb, oplyser Kataib Hizbollah ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere på måneden beskyldte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, iranskstøttede grupper for at stå bag angreb på amerikanske baser i Irak.

Han advarede om, at ethvert angreb fra Iran eller fra grupper, som er støttet af Iran, vil blive mødt med "et beslutsomt amerikansk svar".

De amerikanske luftangreb var rettet mod våbenlagre og kontrolcentre, der tilhører den militante bevægelse.

Gruppen skal have brugt disse centre til at planlægge angreb.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  USA❯