Amerikanske bankaktier på vej mod største dyk i mere end et år

Udgivet den 02-08-2024  |  kl. 17:19  |  

Bankaktierne, der i juli var blandt de store vindere fra rotationen ud af teknologiaktierne, er fredag blandt de største tabere med et minus på 4,3 pct. målt på KBW's bankindeks efter en skuffende svag amerikansk arbejdsmarkedsrapport.

Det er det største fald siden maj 2023, skriver Bloomberg News.

Den skuffende arbejdsmarkedsrapport, der bød på både en lavere end ventet jobskabelse samt en højere end ventet ledighed øger bekymringerne om, at den amerikanske centralbank har været for langsom til at sætte renten ned, hvilket kan sende økonomien ud i recession, skriver Bloomberg News.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks dykker 2,5 pct. fredag knap to timer efter børsstart, og her ligger bankerne med et endnu større fald på 4,9 pct.

Blandt fredagens største tabere blandt bankaktierne er Citigroup, der dykker 6,5 pct., og Wells Fargo, som taber 6,6 pct.

Investeringsbanken Morgan Stanley ligger med et minus på 4,9 pct., efter at aktien har fået sin første negative anbefalingsændring i år, da Wells Fargos analytiker Mike Mayo har sænket anbefalingen af aktien til "undervægt".

Banker er også blevet betragtet som vindere, hvis Donald Trump skulle vende tilbage til Det Hvide Hus på grund af optimisme om lovgivningsmæssig medvind. Den seneste nedtur for bankerne kan derfor også forklares med stigende odds for, at demokraternes mulige kandidat Kamala Harris bliver USA's næste præsident.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder