Amerikanske medier om Starr-rapporten: Clinton løj og forhindrede retfærdigheden
København--11. september--NetPosten--Den uafhængige anklager Kenneth Starr, som leder sagen mod præsident Bill Clinton, skriver ifølge de amerikanske aviser Washington Post og New York Times i sin rapport, som offentliggøres i dag, at Clinton har løjet under ed, forsøgt at påvirke vidner og forhindre retfærdigheden for at skjule sit forhold til den tidligere praktikant i Det hvide Hus, Monica Lewinsky.
De to avisers artikler er dermed på linie med, hvad de tre store amerikanske TV-stationer og CNN torsdag aften kunne meddele om rapportens indhold. Alle nyhederne var underbygget af udtalelser fra personer omkring Starr.
Clinton har således misbrugt sin magt, og det kan vise sig at blive meget alvorligt for præsidenten, da en mulig rigsretssag i givet fald er under opsejling.