ANALYSE: ØMU-processens forløb efter Dublin

Der tegner der sig nu følgende billede af gennemførelsen af den historiske pengeombytning:

1) Det Europæiske Monetære Institut (EMI) skal senest ved udgangen af 1996 have forberedt rammerne for den fælles monetære politik og for Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) funktion i 3. fase. EMI er forløberen for ECB, den kommende centralbank for hele EU. Det forberedende tekniske arbejde vedrørende den i stk. 10 nævnte forordning skal også være afsluttet senest ved udgangen af 1996.

2) Den enorme PR-kampagne fra EU-Kommissionen fortsætter i 1997. Kommissionen har besluttet at bruge 160 mio kr på den gigantiske markedsføring af euro'en. Planen er, at kampagnen skal vænne borgerne i unionen til, at euro'en vil blive en realitet. Meningsmålinger antyder, at mange europæere må overbevises om fordelene ved den fælles valuta. De seneste målinger viser, at to tredjedele af tyskerne er imod ØMU'en. De er bange for at miste deres stærke mark til fordel for en svagere europæisk valuta. Økonomikommissær De Silguy er dog sikker på, at en markedsføring af ØMU'en vil overbevise folk.

3) På basis af faktiske data (ikke skøn) om landenes økonomier i 1997 træffer EU's regeringschefer "så hurtigt som muligt i 1998" beslutning om, hvilke lande, der opfylder Maastricht-kriterierne og kan deltage i ØMU'en. Fordi centralbankcheferne har krævet et år fra beslutningen til den endelige fastfrysning af valutaerne (interimsperioden), kan det blive vanskeligt at blive klar til den 1. januar 1999.

4) Når man kender deltagerlandene, begynder "interimsperioden". Her skal Den Europæiske Centralbanks (ECB's) direktion udnævnes, hvorefter ECB og Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB) er formelt oprettet. Direktionen skal bestå af formanden, næstformanden og 2-4 andre medlemmer, afhængigt af antallet af deltagerlande. Efter oprettelsen af ECB skal der være tid til, at ECB kan overtage EMI's opgaver og træffe beslutning om samt afprøve den detaljerede udformning af de pengepolitiske instrumenter i 3. fase. Snarest muligt efter oprettelsen af ECB påbegyndes produktionen af de nye mønter og sedler.

5) Den 1. januar 1999 træder 3. fase af ØMU'en i kraft. På denne dag bliver ØMU-landenes valutaer uigenkaldeligt fastlåst over for hinanden og over for euro'en, og en overgangsperiode på højst 3 år træder i kraft. Mens trykkerierne er i gang med at lave nye sedler og mønter, begynder offentlige myndigheder at anvende den fælles valuta i alle non-cash transaktioner. Private kan gøre det samme, men tvinges ikke. Alle EU's banker skal lave dobbeltbogholderi. Den lange overgangsperiode irriterer EU-Kommissionen, men Storbritannien og Tyskland - med støtte fra centralbankerne - insisterer på, at processen skal være markedsledt. "Det er ikke for meget at kræve af bankerne at operere med to valutaer ad gangen. Det er meget værre for den offentlige administration. Vi må sikre, at den også kan være med", har Tysklands finansminister Theo Waigel tidligere udtalt.

6) I den i stk. 5 nævnte periode på op til 3 år indledes den fælles monetære politik, som vil blive defineret og gennemført af ESCB i euro. ESCB vil opfordre til brug af euro på de udenlandske valutamarkeder. De nationale centralbanker sørger med særlige konverteringsfaciliteter for, at især mindre banker uden tilstrækkelig computerkapacitet får hjælp til at anvende den fælles valuta. Det vil sige, at de nationale centralbanker opretter et clearing-house for de små banker, hvis de får kapacitetsproblemer mht den dobbelte bogføring. Problemet med småbankerne er især rejst af Tyskland. ECB vil i perioden sikre stabiliteten vha den fælles monetære politik og ved at tage ansvaret for valutahandelen mellem ØMU-landene og resten af verden. ECB vil også tilbyde noteringer, både parallelle og real-time angivelser, af den nye valuta, har EMI-præsident Lamfalussy udtalt.

7) Navnet på den nye valuta skal være "euro" straks fra overgangen til 3. fase. Det skal bruges uden tillæg af den nationale valutabenævnelse. Det specifkke navn "euro" skal anvendes i stedet for den generiske betegnelse "ecu". De 15 medlemsstaters regeringer har besluttet, at denne afgørelse er den godkendte og endelige fortolkning af de relevante bestemmelser i traktaten. Den nye valutas opdeling i 100-dele skal benævnes "cent".

8) "Vækst- og Stabilitetspagten" træder i kraft 1. januar 1999. Pagten går ud på, at Maastricht-traktatens kriterier skal fortsat strengt overholdes, efter at ØMU'en er blevet etableret. Der er kun fastsat regler for budgetunderskudskriteriet. Hvis et ØMU-lands underskud overstiger 3,0 pct. af BNP, vil det automatisk blive idømt en bøde på som udgangspunkt 0,2 pct. af BNP. Bøden kan forhøjes til et maksimum på 0,5 pct. af BNP, afhængigt af underskuddets størrelse.
En bøde vil i første omgang have form af et depositum til EU's kasse. Hvis landet får rettet op på sit budget inden 2 år, får det sit depositum tilbage uden renter. Ellers forvandles depositummet til en rigtig bøde. Det er muligt for et land at blive undtaget fra straf, selv om det har et underskud over 3 pct. af BNP, hvis dets økonomiske vækst er faldet mellem 0,75 og 2 pct på årsbasis. Det afhænger dog af omstændighederne bag underskuddet. De deltagende lande kan kun blive undtaget fra bøder under "midlertidige og ekstraordinære" omstændigheder, såsom naturkatastrofer, politisk uro eller en svær recession. Nogle lande ønskede at udelade bunden i gråzonen - de 0,75 pct. Resultatet blev, at tallet kommer til at stå i en erklæring ved siden af selve pagten. Det vil blive op til ministerrådet (i dette tilfælde ECOFIN) at fastslå, om der ligger "midlertidige og ekstraordinære" omstændigheder bag det stigende budgetunderskud. Hvis landet derimod har en negativ vækst på over 2 pct, kan det ikke ikendes straf. Landene skal afgive løfte om ikke at misbruge undtagelsesreglerne.

9) ERM 2 træder i kraft 1. januar 1999. ERM2 symboliserer en ny valutakursaftale mellem ØMU-landene/ECB og de øvrige EU-lande. ERM2 går ud på, at ikke ØMU-landenes valutaer knyttes til den nye fælles valuta med en udsvingsmargin på +/- 15 pct. i forhold til denne.

10) Den 1. januar 1999 træder en rådsforordning i kraft, og den vil skabe den retlige ramme for brugen af euroen. Fra denne dato bliver euroen en selvstændig valuta. Forordningen får den virkning, at de nationale valutaer og euroen bliver forskellige udtryk for, hvad der økonomisk er een og samme valuta. Der skabes således en juridisk bindende ligestilling.

11) Der blev indgået kompromis om euro-obligationerne på Madrid-topmødet i december 1995. Der skal ske ny låntagning i form af statsobligationer i den nye valuta, euro, fra 1. januar 1999. Derefter byttes de gamle obligationer ud skridt for skridt i de respektive lande, dog senest 1. januar 2002. Kontrakter på basis af den officielle ecu-valutakurv konverteres til euro i forholdet 1:1, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i kontrakten.

12) Al offentlig gæld skal fra 1999 denomineres i euro.

13) Fra starten af 3. fase påbegyndes desuden brugen af EU-betalingssystemet TARGET (Trans-European Automated Real-Time Gross Settlement Express Transfer), der er en sammenkobling af nationale realtidsbruttoafviklingssystemer (dvs. systemer, hvor hver enkelt betaling bogføres for sig i umiddelbar forlængelse af betalingsanmodningen). TARGET kan effektuere betalinger mellem centralbankerne i den fælles valuta og udgør dermed et vigtigt grundlag for udførelsen af den fælles pengepolitik i 3. fase.

14) Efter overgangsperioden på maksimalt 3 år, dvs. senest 1. januar 2002, indføres den fælles valuta fysisk, og den fungerer derefter som parallel valuta i 6 måneder. Efterhånden som mængden af euro-sedler og -mønter øges, vil de nationale sedler og mønter blive inddraget. Bundesbanks præsident Hans Tietmeyer har imidlertid udtalt, at Bundesbank ikke vil acceptere en periode med parallelvalutaer. Under alle omstændigheder ønsker Tysklan