Antallet af solgte ejerlejligheder dykker til niveau fra før rentefald

Udgivet den 20-03-2019  |  kl. 06:00  |  
Lejligheder København (Foto: Boligsiden.dk)

Lånestamninger og stigende priser har dæmpet købelysten på markedet for ejerlejligheder – især i København. (Foto: Boligsiden.dk, Dennis Morton)

Det er blevet markant sværere at få solgt sin ejerlejlighed, og i de to første måneder af 2019 er der kun handlet 2.589 enheder på landsplan.

Det er et fald på mere end 15 procent i forhold til samme periode i 2018. Faktisk skal man helt tilbage til før det store rentefald i 2015 for at finde en tilsvarende sløv periode på markedet for ejerlejligheder.

"Rentefaldet i 2015 gav et boost til handelsaktiviteten, men kadencen er siden gået noget ned på markedet for ejerlejligheder, hvilket blandt andet skyldes lånestramningerne, der er blevet indført de seneste år," siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk, og tilføjer:

"Samtidig har vi set, at udbuddet af ejerlejligheder er vokset markant den seneste tid, og det gør, at mange potentielle købere kan tillade sig at være mere tålmodige og vente lidt med at underskrive en købsaftale, fordi konkurrencen er mindre heftig end tidligere."

Københavnsk marked trækker ned

Det er ikke mindst opbremsningen på markedet i København, der får kurven til at pege nedad. Således er der i januar og februar kun blevet solgt 951 lejligheder i hovedstaden. Det er et fald på mere end 25 procent i forhold til samme periode i 2018.

"Lånestramningerne blev primært målrettet de større byer. København, der oplevede de største prisstigninger, er blevet særligt hårdt ramt, hvorimod resten af landet ikke er påvirket i samme grad," siger Birgit Daetz.

Samtidig udgør København en stadig mindre andel af det samlede antal handlede ejerlejligheder på landsplan.

I de første to måneder af 2015 blev knap halvdelen af alle handler med ejerlejligheder gennemført i København. Til sammenligning udgjorde det københavnske marked kun 36,7 procent af alle handlerne på landsplan i de to første måneder af 2019.

"Det er især markedet for fire-værelses ejerlejligheder, der er gået stærkt tilbage i København i årets første to måneder. I januar og februar er der blevet solgt 155 af slagsen, hvilket er et fald på 29 procent i forhold til samme periode sidste år og på 38 procent i forhold til 2017," siger Birgit Daetz og fortsætter:

"Årsagen skal blandt andet findes i det høje prisniveau for disse lejligheder, der typisk koster 5-5,5 millioner kroner. Til den pris overvejer mange at vende blikket længere ud for at finde en villa med have".

Flere handler i to kommuner

Kun i København NV og på Frederiksberg er der i årets første to måneder registreret flere handler med ejerlejligheder sammenlignet med samme periode i 2018.

Til gengæld er købelysten tilsyneladende dulmet i alle andre kommuner - i særdeleshed København V og Brønshøj, hvor antallet af handler er faldet med henholdsvis 45,9 og 46,3 procent i forhold til 2018.

Antallet af solgte lejligheder i januar og februar

Område 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019
København 614 984 1370 1285 1338 1271 951
Hele landet 1812 2170 2907 2960 3281 3059 2589
Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

06:32 Asien: Stor amerikansk rentesænkning skaber grøn bølge med Tokyo som stjerneskud
06:32 Valuta: Store valutakursudsving i slipstrøm af amerikansk rentereduktion
06:32 USA/T-bond: Rentestigning trods større end ventet rentenedsættelse
06:32 USA/lukning: Glæden over stor rentenedsættelse forsvandt - men er vendt tilbage
06:30 Kalender med link - torsdag den 19. september
17:54 Europa/lukning: Ubisoft steg mens Novo trak europæisk indeks ned
17:34 Amazon hæver lønnen for sine lageransatte
17:07 Onsdagens aktier: DSV sendt ned af CVC's sidste krampetrækninger på rød dag
17:00 Onsdagens obligationer: Rentestigning frem mod amerikansk rentebeslutning
16:34 De amerikanske olielagre faldt mere end ventet i sidste uge
15:43 USA/åbning: Handlerne i ro frem mod rentemøde - Google-ejer stiger efter annulleret bøde
15:16 DSV's handel udfordres igen af CVC i brev til Deutsche Bahns bestyrelse: Meget usædvanligt vurderer analytiker
15:05 DSV's handel udfordres igen af CVC i brev til Deutsche Bahns bestyrelse: Meget usædvanligt vurderer analytiker
14:20 USA/tendens: Investorerne træder vande inden rentenyt - Google-ejer stiger på slettet bøde
14:16 DSV's opkøb af DB Schenker udfordres: CVC signalerer muligt højere bud
13:34 BASF sendes i vejret af planer om udskilning af forretningsben
13:15 Europa/aktier: Fransk spilfirma i front blandt afventende investorer
12:42 Lundbeck-topchef er positivt overrasket over pipelinen - opkøb kun én af flere muligheder
12:20 Europæiske forsvarsaktier gør comeback - Morgan Stanley ser genopbygning af lagre på vej
11:49 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod amerikansk rentemøde