Apple afslører nye iPhones med flere kameraer
Der var gode nyheder for fotoentusiaster, da Apple tirsdag præsenterede tre nye iPhones på et pressemøde i hovedkvarteret i Cupertino, Californien.
De kunne glæde sig over, at to af telefonerne nemlig rummer tre kameraer på bagsiden foruden kameraet foran. Der er tale om iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max.
Standardmodellen går under navnet iPhone 11 og får to kameraer bag på. Hensigten med de nye funktioner er at give brugerne mulighed for at optage videoer i højere kvalitet og indfange mere af omgivelserne.
Hos Apple er det blevet en tradition at præsentere en serie nye iPhones i september hvert år.
Sidste år blev den på daværende tidspunkt nyeste iPhone, iPhone XR, præsenteret til en pris på 749 dollar. Med den billigste af de tre nye modeller kan man i år se frem til en nedsættelse i pris til 699 dollar, hvilket svarer til cirka 4700 kr., på det amerikanske marked.
Apple oplyser i en pressemeddelelse, at den danske mindstepris bliver 6299 kr. for standardmodellen, mens prisen for den dyreste model, iPhone 11 Pro Max, starter på kr. kroner.
En række andre tiltag blev også offentliggjort ved tirsdagens præsentation. Blandt andet meddelte techgiganten, at en ny streamingtjeneste bliver lanceret 1. november.
Den skal tage kampen op med etablerede tjenester som Netflix og HBO og får navnet Apple TV+.
Det kom allerede frem i marts, men tidspunktet for lanceringen, og prisen kom frem tirsdag. For at benytte tjenesten skal man i USA betale fem doller om måneden svarende til knap 34 kr.
Den danske pris bliver 39 kr. om måneden, oplyser Apple.
/ritzau/
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯