Arkil: Et skridt nærmere børsfarvel - J2A gennemfører købet
J2A Holding ApS, der i april fremsatte et overtagelsestilbud på alle udestående B-aktier i Arkil Holding, har ved udløbet af tilbudsperioden, opnået tilstrækkelig accept fra aktionærerne til, at selskabet vil gennemføre overtagelsen af Arkil Holding.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen fra Arkil-koncernen.
- Alle betingelser for købstilbuddet er nu opfyldt, og J2A Holding ApS vil gennemføre købstilbuddet. Afviklingen af købstilbuddet vil blive igangsat hurtigst muligt, hedder det.
Tilbudsperioden udløb mandag kl. 16, og på det tidspunkt havde J2A Holding ApS modtaget gyldige accepter af det anbefalede offentlige købstilbud fra B-aktionærer i Arkil Holding A/S, således at J2A Holdings ejerskab af A-aktier og B-aktier samlet udgør 97,48 pct. af stemmerettighederne og 94,50 pct. af aktiekapitalen i Arkil Holding A/S.
Gennemførelse og afvikling af tilbuddet forventes at finde sted den 3. juni 2019, oplyses det.
J2A Holding, der er ejet fuld ud af Arkil Holdings administrerende direktør, Jesper Arkil, og Jens Skjøt-Arkil, som er direktør for forretningsudvikling i koncernen, bød i slutningen af april 1550 kr. per B-aktie i Arkil Holding, hvilket svarede til en præmie på 38 pct. i forhold til kursen den foregående handelsdag samt over rekordnoteringen for aktien i november 2017 på 1515 kr.
Som betingelser for tilbuddets gennemførelse havde J2A Holding ApS sat, at selskabet opnåede et ejerskab og en stemmeret på mindst 90 pct., at Arkil ikke udstedte nye aktier i tilbudsperioden eller solgte af sin beholdning af egne aktier, og at der ikke skete væsentlige negative ændringer for selskabet.
- Vi er glade for, at vores købstilbud er lykkedes, og vi vil gerne takke aktionærerne for deres store opbakning. Igennem hele processen har vi fået rigtig mange positive tilkendegivelser, og det er vi taknemmelige for, udtaler Jesper Arkil i en meddelelse.
Arkil Holdings bestyrelse anbefalede tidligere i maj, at aktionærerne accepterede tilbuddet.
J2A Holding planlægger i forbindelse med gennemførelsen af tilbuddet, at tvangsindløse den sidste rest af B-aktionærer, der ikke har accepteret tilbuddet. Herefter vil en ansøgning om afnotering fra fondsbørsen blive afsendt.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯