Asien: Hongkong trækker op med techaktier i front
De asiatiske aktieinvestorer uden for Japan handler med en underliggende positiv stemning fredag.
Stigningerne er ledet af Hongkong, hvor de kinesiske tech-aktier fortsat er i vælten, efter den nylancerede platform for kunstig intelligens DeepSeeks gennembrud.
Hang Seng Tech-indekset stiger 2,2 pct., hvilket bringer den ugentlige stigning op til over 5 pct. og til det højeste niveau i tre år.
Shanghai Composite og CSI 300 ligger med mere begrænsede stigninger på 0,3 pct. og 0,7 pct.
Det er med til at trække MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavsaktier uden for Japan op med 0,5 pct.
Men investorerne forsøger generelt at navigere i den amerikanske præsident Donald Trumps regime af told, gensidig told, straftold og ikke mindst hvem, hvor meget og hvornår.
Senest har det medført en svækket dollar og faldende renter, mens aktierne er steget, og udviklingen står til at forsætte fredag, idet de amerikanske aktiefutures peger opad med godt 0,1 pct., mens de amerikanske T-bondrenter er vigende i Tokyo.
Men i Japan bider den fortsatte svækkelse af dollar - og dermed styrkelse af japanske yen - investorerne i haserne.
Nikkei-indekset falder 0,6 pct. på trods af ellers solide stigninger i nogle af de helt store japanske virksomheder.
Sony øger 8,5 pct. efter et solidt regnskab, og Nissan og Honda trækker begge op med stigninger op mod 4 pct., dagen efter at de to bilfabrikker bekræftede at droppe fusionsforhandlinger.
Topix-indekset klarer næsten frisag med et minus på 0,1 pct.
Børsen i Taiwan ligger med et tab på 1,1 pct., og Singapores Strait Times viger 0,1 pct., mens Kospi-indekset i Seoul øger 0,4 pct.
Sydneys ASX 200-indekst står til at afslutte dagen med et plus på 03 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,6 |
Topix | -0,1 |
Hongkongs Hang Seng | +2,2 |
China Shanghai Composite | +0,3 |
China CSI 300 | +0,7 |
Taiwan Taiex | -1,1 |
Sydkoreas Kospi | +0,4 |
Indiens BSE Sensex | +0,1 |
Singapores STI | -0,1 |
Sydney ASX 200 | +0,3 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯