Asien: Overvejende røde og afventende markeder inden Nvidias regnskab
De asiatiske aktiemarkeder er onsdag generelt afventende Nvidia regnskabet onsdag efter amerikansk lukketid og overvejende i rødt.
De teknologitunge markeder afventer onsdags aftens regnskab fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia for at se, om verdens mest værdifulde koncern kan fortsætte sin optur drevet af kunstig intelligens, AI.
Nvidia steg i tirsdagens amerikanske handel med med 4,9 pct. Koncernens resultater for tredje kvartal vil være den vigtigste katalysator tilbage i år - også mere end Federal Reserves rentemøde i december, mener Barclays ifølge Reuters.
- Forventningerne (til Nvidia-regnskabet, red.) er høje, og markedsdeltagerne er positioneret til endnu en positiv overraskelse og håber på femte kvartal i træk, hvor Nvidia overgår forventningerne, vurderer markedsanalytiker Tone Sycamore hos IG Australia over for Bloomberg News.
I betragtning af Nvidias betydelige indflydelse, vil dens præstation utvivlsomt drive stemningen i teknologisektoren og det bredere marked i slutningen af året, påpeger han.
I Japan viser data, at handelsunderskuddet i oktober var større end ventet. Og senere i denne uge er der fokus på den japanske inflation for oktober, som kommer på fredag.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 0,5 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser efter en stigning på 1 pct. tirsdag.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 0,2 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,3 pct.
Tokyo Gas oplever største stigning siden 1987 efter en melding om, at Elliott Investment har købt en større aktiepost i selskabet. Aktien stiger knap 13 pct.
Aktierne i den japanske ejer af 7-Eleven, Seven & i Holdings, stiger også efter spekulationer i, at grundlæggerne vil tage selskabet af børsen, når regnskabsåret udløber med udgangen af februar. Aktien stiger godt 7 pct.
Det australske ASX-200-indeks falder med 0,6 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 0,6 pct., mens det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger 0,5 pct.
Shanghai Composite og CSI 300 oplever en fremgang på henholdsvis 0,5 og 0,3 pct.
Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 0,1 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,2 |
Topix | -0,3 |
Hongkongs Hang Seng | -0,1 |
China Shanghai Composite | +0,6 |
China CSI 300 | +0,3 |
Taiwan Taiex | -0,6 |
Sydkoreas Kospi | +0,6 |
Indiens BSE Sensex | +0,3 |
Singapores STI | -0,2 |
Sydney ASX 200 | -0,6 |
Indeksværdi omkring klokken 6.00.
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯