ATP's danske merafkast trukket af fedme, allergi og kabler

Udgivet den 28-08-2024  |  kl. 10:59  |  

Behandling af fedme og allergi samt interessen for højspændingskabler er blandt de temaer, der har været med til at trække ATP's merafkast på 6 pct.point i første halvår.

Det fortæller pensionsselskabets vicedirektør Claus Wiinblad til MarketWire efter regnskabet for første halvår 2024.

ATP's danske aktieportefølje har leveret et afkast på 3,1 mia. kr. svarende til en vækst på 14 pct. i første halvår, hvor KAX Cap-indekset, som ATP bruger som sammenligningsindeks, har givet et afkast på godt 8 pct.

Den positive udvikling har været relativt bredt funderet, forklarer vicedirektøren, der dog fremhæver tre aktier, der har været væsentlige bidragydere til det flotte afkast i første halvår.

De tre aktier er allergivaccineselskabet ALK-Abelló, kabelkoncernen NKT samt Gubra, der forsker i behandling af fedme. Det er alle tre selskaber, ATP har en ejerandel på mere end 5 pct. i.

ALK-Abelló har leveret et afkast på over 50 pct. i halvåret, siger Claus Wiinblad, der forklarer at aktien har været drevet af god vækst i salget af allergivacciner og nogle pæne opjusteringer.

ATP har øget sin ejerandel i ALK-Abelló en smule til 11,4 mio. aktier ved udgangen af første halvår fra 11,2 mio. ultimo 2023, mens værdien af aktierne er øget til 1,75 mia. kr. fra 1,14 mia. kr.

Væksten i højspændingskabler har været med til at drive en solid fremgang for NKT.

- Det er jo hele væksten i højspændingskabler. Europa har brug for at udbygge et transmissionsnet til den grønne omstilling, fortæller Claus Wiinblad om kabelkoncernen, som ATP har haft i porteføljen i mange år.

Her er antallet af aktier også stort set fastholdt, mens værdien over halvåret er øget til 1,64 mia. kr. fra 1,27 mia. kr.

Den sidste er Gubra, hvor ATP har været med siden børsnoteringen i foråret sidste år.

Aktien i Gubra har været en højdespringer med et afkast på mere end 300 pct.

- De har et tidligt stadie projekt inden for fedme. Der er jo virkelig sket noget inden for fedme den seneste tid, som har gjort, at man er villig til at værdisætte det projekt på et meget højt niveau, udtaler Claus Wiinblad om Gubra.

ATP har benyttet den kraftige optur for Gubra til at reducere aktieposten til 0,91 mio. aktier fra 1,45 mio. lige før nytår 2023. Aktiens himmelfart har dog sørget for, at aktiepostens værdi er øget til knap 443 mio. kr. fra knap 182 mio. kr.

Inden for fedmeområdet er ATP også i besiddelse af en stor aktiepost i Novo Nordisk, der med 2,07 mia. kr. er den største blandt de danske aktier.

Den sidste af de danske fedmerelaterede aktier er Zealand Pharma. Her er ATP til gengæld først kommet med på vognen i løbet af første halvår.

- Vi er kommet sent til festen, indrømmer Claus Wiinblad, der forklarer, at noget af gevinsten fra Gubra er blevet placeret i Zealand Pharma.

Pensionskassen har opbygget en beholdning på 0,3 mio. aktier i Zealand Pharma svarende til en værdi ved udgangen af halvåret på 280 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Seneste nyheder

18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover
14:42 Dupont-aktie sendes op efter bedre indtjening
14:26 Danske Bank ændrer renten på udvalgte lån efter rentefald
14:14 USA/tendens: Udsigt til rød åbning med fokus på Powell - Coca-Cola stiger på regnskab
13:38 Shopify falder trods regnskab med højere vækst end ventet
13:07 Coca-Cola tjener flere penge og ser aktien stige
12:46 Europa/aktier: Markedet holder skindet på næsen trods ny toldtrussel
12:25 Sydbank om Mærsks kursstigning: Investorer øjner muligt nedbrud af våbenhvile
12:14 Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
12:01 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell
11:39 Guldprisen skyder i vejret: Handlere søger ly for Trumps tolduvejr
11:37 Aktier/middag: Mærsk holder markedet i status quo trods fald i Novo og Demant