Bavarian får ny potentiel storkontrakt i USA - GENT

Udgivet den 17-04-2013  |  kl. 07:04  |  

Bavarian Nordic kan tirsdag offentliggøre en forlængelse af kontrakten med USA, der har en værdi på op til 1,3 mia. kr. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Der er tale om en kontrakt til de amerikanske sundhedsmyndigheder på fortsat levering af koppevaccinen Imvamune. Bavarian Nordic har allerede en kontrakt med myndighederne på levering af Imvamune. Godt halvdelen af kontrakten er dog afhængig af, om der er finansiering til rådighed i 2014.

- Vi er særdeles tilfredse med, at den amerikanske regering har bestilt yderligere otte millioner doser til at opretholde deres beredskabslager af Imvamune. Den nye kontrakt bekræfter og styrker det robuste samarbejde mellem Bavarian Nordic og de amerikanske myndigheder, og den skaber forventning om en langsigtet forretning for vores koppevaccine, hvor vi sideløbende udvikler en frysetørret og langtidsholdbar version, som vi forventer, vil indgå i amerikanernes beredskab om få år, skriver administrerende direktør hos Bavarian Nordic, Anders Hedegaard, i meddelelsen.

Efter ordreudvidelsen venter Bavarian Nordic at modtage fire betalinger på i alt 20 mio. dollar i 2013 samt betaling for leverancer på 29 mio. dollar. Serviceydelser forventes at indbringe 28 mio. dollar i 2013 og 2014.

Selskabet fastholder sine forventninger til 2013 efter ordreudvidelsen.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder