Bavarian i vejret i USA efter WHO-melding om mpox

Udgivet den 15-08-2024  |  kl. 06:35  |  
Bavarian Nordic - Produktion

Bavarian Nordics sekundære notering i USA steg onsdag aften med hele 33,4 pct. til 13,61 dollar, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret en global sundhedskrise relateret til mpox, abekopper.

Der går tre ADR'er til en aktie og dermed svarer slutkursen i USA til knap 277 kr. for en aktie. Det er knap 24 pct. højere end slutkursen i København på 223,10 kr. onsdag, hvor Bavarian strøg i vejret med 12,4 pct. Med andre ord indikeres endnu en markant optur til Bavarian fra børsens åbning i København.

Omsætningen i Bavarians ADR'ere var også markant højere end normalt onsdag. I alt blev der ifølge Bloomberg handlet 359.270 stk. Den gennemsnitlige daglige omsætning er ifølge Bloomberg godt 8700 stk.

Bavarian er nu steget seks handelsdage i træk i det amerikanske, mens det i København er blevet til syv plusdage i rap og altså med udsigt til stor fremgang igen torsdag.

Den danske koncern er den eneste, som har en godkendt vaccine mod det, der tidligere blev kaldt for abekopper.

Det er anden gang på to år, at WHO erklærer global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox, skriver Ritzaus Bureau.

Beslutningen kommer, efter et udbrud af virusset i DR Congo har spredt sig til flere nabolande.

Virusset kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig. Sygdommen giver influenzeagtige symptomer, og der kan være udslæt med blærer.

WHO's erklæring om en offentlig sundhedskrise af international betydning forkortes PHEIC (Public Health Emergency of International Concern).

Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.

Udbruddet i DR Congo begyndte med spredningen af en såkaldt endemisk variant.

Men en ny variant lader til at have lettere ved at sprede sig gennem tæt kontakt. Den har spredt sig til Burundi, Kenya, Rwanda og Uganda.

- Det står klart, at en koordineret international respons er afgørende for at stoppe disse udbrud og redde liv, siger generaldirektør for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Tidligere denne uge erklærede Afrikas øverste offentlige sundhedsmyndighed mpox-krise på kontinentet.

I løbet af dette år har der været registeret over 17.000 mistænkte mpox-tilfælde og 517 dødsfald på kontinentet. Det er en stigning på 160 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, oplyser De Afrikanske Centre for Sygdomskontrol og -forebyggelse.

I alt 13 lande har registreret tilfælde.

Det var i juli 2022, at mpox første gang blev erklæret en global sundhedskrise. I maj 2023 mistede det udbrud - som var en anden variant - statussen som global sundhedskrise.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:10 Fredagens obligationer: Renten kravlede op efter tyske og amerikanske nøgletal
17:10 Fredagens aktier: Ørsted atter i hopla minimerede fald i C25-indekset
16:27 Carlsberg og Unibrew presses af forslag om skiltning med kræftrisiko på alkohol i USA
15:49 USA/åbning: US Steel får klø efter blokeret salg i ellers grøn åbning
15:22 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:59 Rivian belønnes for produktion over forventning i fjerde kvartal
14:57 USA/tendens: US Steel står til kurssmæk efter blokeret salg i ellers ventet grøn åbning
14:51 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:50 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:49 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:22 Finsk domstol afviser at frigive tankskib i sag om kabelbrud
14:11 Tørlastindeks stiger for femte dag i træk
13:35 Globale fødevarepriser faldt en smule i 2024
13:11 Europa/aktier: Bilaktier i bunden af lettere negativt marked efter tilskudsændringer i USA
12:55 Fransk brillegigant køber AI-selskab med fokus på lyd
12:04 Teslas leverancer fra Shanghai falder for første gang nogensinde
11:59 Obligationer/middag: Renten kravler en smule op på ellers rolig fredag
11:48 Aktier/middag: Ørsted blandt få lyspunkter i småsurt C25-indeks
11:34 Trump kritiserer britisk havvind i strid om Nordsøolie: "Væk med vindmøllerne"
09:59 Den tyske arbejdsløshed var uændret i december i forhold til måneden før