Bavarian Nordic indgår indisk partnerskab for chikungunyavaccine

Udgivet den 25-02-2025  |  kl. 07:22  |  
Bavarian Nordic - Produkt

Bavarian Nordic har indgået et partnerskab med et indisk selskab, der har til formål at sikre udbredelsen af det danske selskabs chikungunyavaccine i lav- og mellemindkomstlande.

Det fremgår af en meddelelse tirsdag morgen, hvor værdien af aftalen dog ikke er oplyst.

Aftalen er indgået med Biological E Limited, der er et privat indisk medicinalselskab, der leverer vacciner til mere end 130 lande. Parterne har i første omgang indgået en kontraktproduktionsaftale, som skal gøre det muligt at skalere kapaciteten og sikre fremtidig forsyning af vacciner.

- Vi er glade for at offentliggøre vores første samarbejde omkring udvidelse af tilgængeligheden af vores chikungunyavaccine og vores første partnerskab med Biological E, der har omfattende ekspertise og erfaring med at levere vacciner til forbedring af folkesundheden verden over, siger Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, i meddelelsen.

Chikungunya er en myggebåren febersygdom, der er at finde i både Asien, Afrika og Amerika.

- Udvidelse af kapaciteten er en forudsætning for vores evne til at imødekomme det stigende behov for løsninger til at forhindre chikungunya i sårbare befolkningsgrupper i endemiske områder, og vi er dedikerede til at forfølge stærke partnerskaber, der kan hjælpe os med at nå dette mål, lyder det videre.

Den nye aftaler indebærer teknologioverførsel af den nuværende fyldeproces for chikungunyavaccinen med mulighed for at overføre processen for produktion af bulkvaccine på et senere tidspunkt. Bavarian Nordic vil udnytte sin egen produktionskapacitet til den kommende kommercialisering af vaccinen på vestlige markeder, oplyser selskabet.

AFVENTER EUROPÆISK GODKENDELSE

Bavarian Nordic overtog tilbage i 2023 vaccinekandidaten mod Chikungunya, som selskabet siden har gennemført fase 3 forsøg for med succes.

Tidligere i år modtog Bavarian Nordic en amerikansk godkendelse af vaccinen for personer ned til 12 år, og nu afventer det danske vaccineselskab en endelig godkendelse i Europa. Vaccinen er dog allerede anbefalet til godkendelse i et udvalg under Det Europæiske Lægemiddelagentur, og Europa-Kommissionen plejer at følge anbefalingerne.

- Bavarian Nordic fortsætter med at afsøge muligheder i henhold til selskabets strategi om at udvide tilgængeligheden af chikungunyavaccinen gennem licens- og distributionspartnere på markeder uden for USA og Europa, skriver Bavarian Nordic i meddelelsen.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder