Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret

Udgivet den 25-10-2024  |  kl. 06:35  |  

På trods af klare svaghedstegn i den europæiske økonomi og en inflation under målsætningen er det for tidligt at begynde at tale om en potentielt stor rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Sådan lyder det fra Pierre Wunsch, der er centralbankchef i Belgien og medlem af Styrelsesrådet hos ECB.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle have en diskussion om en rentenedsættelse på 50 basispoint i december. Jeg mener, at det er for tidligt, siger Pierre Wunsch torsdag i et interview med Bloomberg TV.

- Jeg ville ikke overdramatisere, at inflationen falder til 1,8 pct. eller 1,7 pct., for vi har været langt over 2 pct. i et stykke tid. I det omfang, at det er importeret inflation, der er lav, er det et helt andet scenarie, end hvis det er den hjemlige inflation, der er tæt på eller under målsætningen - hvilket ikke er tilfældet i dag, fortsætter han.

En faldende importeret inflation betyder faldende priser på importerede varer frem for prisudviklingen på lokalt producerede produkter og serviceydelser.

Martins Kazaks, der er centralbankchef i Letland og ligeledes medlem af Styrelsesrådet, peger omvendt på, at ECB ikke bør holde renterne på et højt niveau for længe på grund af den haltende økonomi, og at den ventede genrejsning i inflationen i fjerde kvartal i år, som centralbanken flere gange tidligere har peget på, formentlig ikke bliver så slem som tidligere frygtet.

- Vi bør ikke holde renterne på høje niveauer længere end nødvendigt. For ellers ville vi gøre mere skade end nødvendigt på økonomien, siger Kazaks ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Europa❯  Eurozonen❯