BioMar fik resultat som ventet for 2007 - venter bedring i 2008

Udgivet den 12-03-2008  |  kl. 11:39  |  

BioMar opnåede i 2007 et driftsresultat (EBIT) på 163 mio. kr. i forhold til et korrigeret EBIT på 202 mio. kr. i 2006. Dette er i overensstemmelse med de
senest udmeldte forventninger om et EBIT på ca. 160 mio. kr.

I 2007 udgjorde nettoomsætningen 3.677 mio. kr. i forhold til 3.274 mio. kr. i 2006. Dette er lidt under de senest udmeldte forventninger om en nettoomsætning på ca. 3,8 mia. kr.

I 2007 udgjorde resultat for fortsættende aktiviteter før skat 128 mio. kr. i forhold til et korrigeret resultat for fortsættende aktiviteter før skat på 181 mio. kr. i 2006. Dette er i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger om et resultat på ca. 125 mio. kr.

Forholdene, som er beskrevet nedenfor, har haft en forholdsvis stor betydning for den finansielle udvikling i BioMar i 2007:

Der var betydelige produktionstekniske vanskeligheder, da BioMar's 2 fabrikker i Norge skulle startes op efter projekter til udvidelse af kapaciteten. Disse vanskeligheder fortsatte henover højsæsonen i 3. kvartal med højere omkostninger til følge. En række tiltag for at forbedre effektiviteten i Norge begynder nu at vise effekt.

Ændringer i de biologiske forhold medførte, at markedsvæksten i Chile blev lidt lavere end forventet.

I Norge var der også tiltagende problemer med sygdom blandt fiskene. BioMar har en forholdsmæssigt stor markedsandel i de områder, som var hårdest ramt af sygdom. Dette er en væsentlig årsag, til at BioMar havde en lidt lavere markedsandel i Norge i 2007.

Provimi Aqua konsolideres i BioMar's regnskab fra den 1. februar 2008 og indgår derfor i forventningerne til regnskabsåret 2008, som fremgår nedenfor:

BioMar Holding koncernens nettoomsætning forventes at være i overkanten af 5 mia. kr. i 2008, i forhold til ca. 3,7 mia. i 2007.

Koncernens EBIT forventes at være i intervallet 230 - 250 mio. kr. i 2008, i forhold til et EBIT på 163 mio. kr. i 2007.

Resultat for fortsættende aktiviteter før skat forventes at være i intervallet 200 - 220 mio. kr. i 2008. Inkluderet heri er en gevinst på 38 mio. kr. på salg af en aktiepost i Aqua Gen AS. Denne gevinst er realiseret i 1 kvartal 2008. I 2007 realiserede BioMar et resultat for fortsættende aktiviteter før skat på 128 mio. kr.

Resultatet for ophørende aktiviteter består af Sjøtroll Havbruk AS. Der forventes i 2008 en forbedring af EBIT (eksklusiv dagsværdijustering af biomasse) for Sjøtroll Havbruk AS, der i 2007 realiserede et EBIT på NOK 56 mio. kr. Forventningerne til resultatet for Sjøtroll Havbruk AS, er forbundet med stor usikkerhed. Usikkerheden relaterer sig til såvel udsving i priserne på laks og ørreder, perioden for indregning samt til effekten af en eventuel
afhændelse af aktiviteten.

Forventningen til omsætningen og resultatet for 2008 er baseret på normale klimatiske forhold og fortsat stabile fiskepriser. Forventningen til omsætningen er baseret på, at råvarepriserne i gennemsnit i 2008 vil være på niveau med råvarepriserne primo 2008. Forventningen til 2008 er i øvrigt afhængig af udviklingen i konkurrenceforholdene, udvikling i sygdom hos opdrætsselskaber i særdeleshed i Chile, integrationen af Provimi Aqua og effekten af operationelle tiltag for at forbedre recepter og produktion. De væsentligste forhold, der derudover kan medføre, at de faktiske resultater afviger væsentligt fra de forventede, inkluderer udviklingen i råvarepriserne, energipriserne, renteniveauet, valutakurserne og de generelle konjunkturer.

Bestyrelsen foreslår, at der for regnskabsåret 2007 udbetales et udbytte på 4 kr. pr. aktie svarende til 44 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk