B&O Q4: Nedlukninger i Kina pressede toplinjen tilbage

Udgivet den 06-07-2022  |  kl. 08:39  |  
Arkiv: Foto

Bang & Olufsen kom ud af fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22 med fald i toplinjen, som bakkede med 12 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år, når man måler i lokale valutaer.

På bundlinjen viste fjerde kvartal et underskud på 25 mio. kr. mod et spinkelt overskud på 1 mio. kr. i samme periode sidste år.

Omsætningen landede på 698 mio. kr. mod 776 mio. kr i samme periode året forinden.

Særligt de omfattende nedlukninger i Kina på grund af nye covid-19-udbrud tidligere i år får skylden for den vigende omsætning.

Samtidig var et højt sammenligningsgrundlag i EMEA-regionen medvirkende til at presse toplinjen.

Bruttomarginen i regnskabsårets fjerde kvartal lød på 48,2 pct. mod 41,1 pct. i fjerde kvartal af 2020/21, mens overskudsgraden (EBIT-marginen) endte på 1,6 pct. mod 0,9 pct. i perioden sidste år.

Før særlige poster blev EBIT-marginen 1,7 pct. mod 1,9 pct. i fjerde kvartal 2020/21.

For det samlede regnskabsår lød omsætningen på 2948 mio. kr. mod 2629 mio. kr. i 2020/21, mens bundlinjen gav et underskud på 30 mio. kr. mod et tab på 23 mio. kr. i 2020/21.

SVAG FORBRUGERTILLID RAMMER PROGNOSEN

I indeværende regnskabsår, 2022/23, venter Bang & Olufsen en omsætningsvækst på mellem minus 4 pct. og plus 5 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande i intervallet minus 2 pct. til plus 3 pct.

Derudover ventes der frie pengestrømme på minus 50 mio. kr. til plus 100 mio. kr.

- Selskabet vil fortsætte med at eksekvere på sin turnaround-strategi og langsigtede vision. Forventningerne til 2022/23 er dog behæftet med usædvanlig høj usikkerhed relateret til forbrugertillid på grund af høj inflation, stigende renter og krigen i Ukraine, som har øget risikoen for recession, skriver B&O i regnskabet.

Tabel for Bang & Olufsens regnskab for fjerde kvartal 2021/22:

Mio. kr. Q4 2021/22 Q4 2020/21 FY 2021/22 FY 2020/21
Nettoomsætning 698 776 2948 2629
Omsætningsvækst (%)* -12 109 10 31
Bruttomargin (%) 48,2 41,1 45,3 43,3
EBITDA 65 61 257 203
EBIT 11 7 46 19
EBIT-margin (%) 1,6 0,9 1,6 0,7
EBIT-margin FSP (%) 1,7 1,9 1,8 1,4
Resultat før skat -10 -7 -8 -33
Nettoresultat -25 1 -30 -23

* = I lokal valuta

Bang & Olufsens forventninger til 2022/23:

% Ved Q4 2021/22
Omsætningsvækst* Minus 4 til plus 5
EBIT-margin FSP Minus 2 til plus 3

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯