Boeing skifter topdirektør ud efter 737 MAX-skandalen
Verdens største flyproducent Boeing har tirsdag udskiftet chefen for sin kommercielle flydivision ud.
Rokaden på chefposten er den største i ledelsen i Boeing, siden selskabet er kommet i både myndighedernes, politikernes og mediernes søgelys efter to flystyrt med få måneders mellemrum med flytypen 737 MAX 8.
Kevin McAllister, som har været direktør i forretningsområdet, hvor netop 737 MAX hører hjemme, siden 2016, skiftes ud med Stan Deal, som indtil nu har været i spidsen for Boeings globale serviceforretning.
- Vi er taknemmelige over for Kevin for hans dedikerede og utrættelige service for Boeing, dets kunder og dets fællesskaber i en svær tid, og for hans støtte til denne transition, udtaler Dennis Muilenburg, topchef i Boeing, i en meddelelse.
McAllister blev ifølge Financial Times hentet ind af Muilenburg selv fra General Electric i 2016, og han var en af få medlemmer af chefgruppen, som er kommet ind i koncernen udefra.
737 MAX 8-flyet har globalt flyveforbud, efter at to fly af typen med fire måneders mellemrum styrtede ned, umiddelbart efter at de var lettet.
Den seneste ulykke skete i Etiopien i marts, da et fly af den type fra Ethiopian Airlines styrtede seks minutter efter start fra Addis Abeba med 149 mennesker om bord.
Godt fire måneder tidligere styrtede et Boeing 737 Max-fly fra Lion Air 13 minutter efter start fra Indonesiens hovedstad, Jakarta. Alle 189 passagerer om bord omkom.
Senest er det kommet frem, at Boeings cheftekniske pilot allerede tilbage i 2016 bemærkede "ekstreme" flyveegenskaber for flyet i simulation, uden at koncernen bragte de oplysninger videre til luftfartsmyndighederne.
Tilbage i juli annoncerede Boeing, at selskabet hensatte 4,9 mia. dollar i forbindelse med flystyrtene.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯