Boligejere risikerer fortsat at ryge i gældsfælde

Udgivet den 09-09-1999  |  kl. 08:30  |  

København--9. september--NetPosten--Boligejere, der står for at skulle optage realkreditlån, bør vælge en obligationsserie, hvor kursen er tæt på 100. Vælger de et lavt-forrentet lån kan kurstabet blive en møllesten om halsen på dem.

Det fastslår afdelingsdirektør Henning Bonde fra Unibanks privatkunde-afdeling over for dagbladet Børsen.

- Gældsfælde-problematikken er stadigvæk en realitet, som husejerne ikke må se bort fra, når de vælger boliglån. Vælger man et lån, hvor kurstabet er stort, risikerer man at være teknisk insolvent, den dag det skal indfries, siger han til Børsen.

BRFkredit mener imidlertid, at gældsfælde-problematikken er overdrevet. Cheføkonom Jens Christian Nielsen har gennemregnet et eksempel med en husejer, der i september 1994 optog et 30-årigt annuitetslån med et provenu på 800.000 kr.

Hvis husejeren indfriede det i dag, ville nettoudgiften - udregnet som indfrielsessummen plus ydelserne efter skat siden 1994 minus optagelsesprovenuet - være 278.000 kr. Til sammenligning ville nettoudgiften på et 9 pct.s obligationslån optaget på samme tidspunkt være 286.000 kr.

- Regnestykket viser, at forskellen mellem de to lånetyper slet ikke er så stor efter skat, som mange tror, siger han.

Udgivet af: NPinvestordk