Borgerlige foreslår boligejere skattefri udlejning af værelser
Alle boligejere skal skattefrit kunne udleje værelser. Det foreslår samtlige borgerlige partier i Folketinget, som vil gøre en indsats for, at alle unge kan få tag over hovedet, mens de studerer. Vi kan aldrig skaffe alle en ungdomsbolig ved studiestart 1. september. Derfor vil en sådan ordning kunne være med til at tage noget af presset på boligmarkedet, siger Venstres boligordfører, Rikke Hvilshøj.
Som reglerne er i dag, kan boligejere opnå skattefrihed for en del af lejen, når de lejer værelser ud. Men reglerne er indviklede, og derfor vil de borgerlige skære igennem og sætte en grænse ved 2000 kroner. CD, Kristeligt Folkeparti, De konservative og Venstre har tidligere fremsat forslaget om skattefrihed, som nu også får støtte fra Dansk Folkeparti. Det skriver Politiken.