Obligationer/tendens: Mindre rentefald i sigte med øjnene rettet mod nye pristal
De makroøkonomiske temaer kommer til at sætte retningen for torsdagens danske obligationsmarked, der ventes at åbne med et mindre rentefald forud for nye pristal fra USA.
Onsdag bragede renterne op i kølvandet af en skrækkelig amerikansk inflationsrapport, der viste en tiltagende årlig vækst i både de samlede forbrugerpriser samt kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevarer og energi.
Den højere end ventet inflation på 3,0 pct. i januar skyder rentenedsættelserne i USA længere ud i fremtiden, da den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, tidligere har udtalt, at centralbanken ikke vil sænke renten før inflationen begynder at falde.
Herhjemme blev renten for den tiårige statsobligation løftet med 5 basispoint til 2,20 pct., mens renten på den tilsvarende amerikanske statsobligation steg 8 basispoint til 4,62 pct. Torsdag morgen handles den amerikanske rente i 4,61 pct.
På finansmarkederne tages positivt imod meldingerne om, at Donald Trump har haft samtaler med præsidenterne fra både Rusland og Ukraine om en mulig fredsaftale, hvor der bliver lagt op til, at Ukraine ikke får medlemskab af Nato og skal afgive områder Rusland har besat.
Prisudviklingen på den anden side af Atlanten kommer igen i søgelyset torsdag med offentliggørelsen af den amerikanske producentprisopgørelse for januar.
Her venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en fastholdelse af den årlige vækst på 3,3 pct., hvilket ifølge Sydbanks seniorøkonom Matthias Dollerup Sproegel vidner om, at de amerikanske virksomheder oplever en stigning i produktionsomkostningerne.
- Skulle producentpriserne stige betydeligt, kan det få renterne til at stige, vurderer seniorøkonomen.
Torsdag byder vanen tro på ugentlige tal for den amerikanske ledighedskø, hvor økonomerne venter et lille fald i antallet af nytilmeldte ledige til 216.000 i sidste uge fra 219.000 ugen forinden.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›