Boris Johnson trækker sig efter festskandale og massivt ministerpres

Udgivet den 07-07-2022  |  kl. 11:08  |  

Boris Johnson har efter de seneste dages massive ministerafgang og pres på hans person nu planer om at trække sig som premierminister.

Det skriver flere medier - blandt andet britiske BBC og Sky News.

BBC skriver, at Johnson vil annoncere sin afgang som leder af det konservative parti torsdag, men at han vil fortsætte som premierminister frem til oktober, hvor en ny leder af partiet skal findes ved en partikonference.

Boris Johnson selv vil ifølge kilder omkring Downing Street 10 komme med en officiel udtalelse inden for et par timer.

Over de seneste døgn har i alt 57 ministre og viceministre forladt deres poster i protest mod Boris Johnson, og nu er presset øjensynligt blevet for stort.

Torsdag er det også kommet frem, at Caroline Johnson, der er viceforkvinde for det konservative parti, har trukket sig.

Ud over premierministeren består regeringen af 20 kabinetsministre og 99 viceministre - altså samlet 120 ministre.

BBC citerer det konservative parlamentsmedlem Tobias Ellwood for at sige, at han er "glad for, at han (Boris Johnson, red.) har indset den skade, der bliver gjort ikke bare på partiet, men også Storbritanniens internationale omdømme."

Boris Johnson har været under massiv beskydning for flere dårlige sager - senest måtte han i denne uge officielt undskylde for, at han tidligere i år udpegede det nu tidligere parlamentsmedlem Chris Pincher til en særlig stilling vedrørende håndhævelse af partidisciplin, selv om Johnson var orienteret om, at Pincher var blevet anklaget for seksuelle krænkelser.

Derudover fylder anklagerne om en række fester i blandt andet Downing Street 10's lokaler, mens resten af Storbritannien var underlagt tunge coronarestriktioner, meget.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Storbritannien❯