Boris Johnson vil have valg i december
Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil give medlemmerne af Underhuset mere tid til at debattere brexit-aftalen. Men kun hvis de accepterer at holde valg 12. december.
Det siger han ifølge BBC.
- Hvis de virkelig vil have mere tid til at studere denne fortrinlige plan, kan de få det, men de skal gå med til at holde valg 12. december. Det er vejen frem, siger Boris Johnson.
De britiske politikere kan mandag stemme om, hvorvidt de vil have et parlamentsvalg, siger Underhusets konservative leder, Jacob Rees-Mogg.
Premierministeren kan ikke udskrive valg, uden at Underhuset først har godkendt det, skriver nyhedsbureauet Reuters. To tredjedele af medlemmerne skal stemme for forslaget.
Oppositionspartiet Labour har allerede afvist hans valgønsker to gange.
Labour-leder Jeremy Corbyn siger torsdag aften, at han "absolut" vil støtte Boris Johnsons forslag om at holde valg, hvis et såkaldt no-deal brexit - altså at briterne forlader EU uden en skilsmisseaftale - tages af bordet.
Det siger han ifølge Sky News.
Corbyn opfordrer Labours parlamentsmedlemmer til at stemme blankt, hvis Johnsons ønske om valg kommer til afstemning i Underhuset mandag, meddeler tv-stationen BBC ifølge Reuters.
Men torsdag siger Johnson, at det vil være "moralsk utroværdigt" af Labour at blive ved med at afvise et valg.
Han har skrevet et brev til Labour-leder Jeremy Corbyn for at bede ham bakke op om et valg den 12. december.
I brevet tilbyder Johnson, at parlamentet kan få tid indtil 6. november til at vedtage den lovgivning, der er nødvendig for at få regeringens skilsmisseaftale med EU på plads.
Premierministeren siger desuden, at han anser det for sandsynligt, at EU vil give briterne en forlænget frist til 31. januar til at få skilsmisseaftalen vedtaget.
Han tilføjer, at han selv foretrækker en kortere forlængelse til 15. eller 30. november, skriver Reuters.
Boris Johnson mødtes torsdag med sit kabinet for at drøfte regeringens næste skridt, efter at det ikke lykkedes at få brexitaftalen til afstemning, oplyste premierministerens talskvinde til Reuters.
/ritzau/
Tags: macro❯ Europa❯ Storbritannien❯ UK❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›