Brøndby rammer syvende nedjustering siden midten af 2011

Udgivet den 22-05-2014  |  kl. 13:02  |  

Fodboldklubben Brøndby IF har klaret sig flot igennem den netop overståede sæson i Superligaen på banen, hvor klubben med en fjerdeplads har sikret sig kvalifikationskampe til Europa League.

På det finansielle plan er historien dog en helt, helt anden. Torsdagens store nedjustering af forventningerne var således den syvende af slagsen siden midten af 2011.

Hvis man ser bort fra de tre årsrapporter i 2011, 2012 og 2013, hvor klubben har udmeldt nye forventninger til det kommende regnskabsår, har klubben skudt forbi mål ved seks af ni kvartalsregnskaber siden midten af 2011. Dertil kommer en nedjustering af forventningerne i forbindelse med formandens beretning under den ekstraordinære generalforsamling i klubben i september sidste år.

PÅ AFGRUNDENS RAND

Sidste år var Brøndby faretruende nær den finansielle afgrund, men fik over flere omgange hevet ny kapital ind i klubben og reddede sig dermed fri af en ellers nært forestående konkurs. Efter den første store kapitalforhøjelse, hvor Brøndby sikrede sig mere end 100 mio. kr., hentede klubben en helt ny bestyrelse ind, der skulle vende den forretningsmæssigt sløje form. Dengang blev forretningsmanden Aldo Petersen hevet ind som formand for Brøndbys bestyrelse.

- Det allervigtigste er, at man holder, hvad man lover. Vi har sagt, at vi forventer at komme ud af regnskabsåret med 10 mio. i underskud, og det er altafgørende, at vi opfylder det, fastslog Aldo Petersen den 10. juni sidste år under klubbens ekstraordinære generalforsamling.

Halvanden måned senere måtte han dog erkende, at man ikke kunne stå på mål for de forventninger længere. Han forklarede siden, at den nye ledelse var født med den gamle ledelses forventning om et underskud på 10 mio. kr., og at nogle af nøgletallene i budgettet havde været umulige at holde. Blandt andet havde man ikke formået at sælge spillere for 12 mio. kr., som var en forudsætning for forventningerne.

Allerede i september sidste år måtte Aldo Petersen dog igen ud med dårlige nyheder til investorerne i Brøndby IF, da han i sin beretning til den ekstraordinære generalforsamling den 17. september, igen måtte afsløre, at Brøndby havde skudt over mål med sine forventninger. Denne gang blev forventningerne til årets resultat før skat nedjusteret til et minus på 37 mio. kr. fra tidligere minus 30 mio. kr.

I dag er Aldo Petersen og hele den "gamle" bestyrelse, der kom til efter emissionen sidste år, fortid i Brøndby, der i foråret fik en helt ny bestyrelse, da rigmanden Jan Bech Andersen, efter at have skudt penge ind i klubben, satte "sit eget hold" med blandt andre den tidligere DBU-generalsekretær Jim Stjerne Hansen og Vestas-direktøren Morten Albæk.

LANG RUTSJEBANETUR

Brøndbys rutsjebanetur startede med en nedjustering af forventningerne ved halvårsregnskabet i 2011 fra "et mindre overskud" til et underskud på 7-9 mio. kr. En prognose, der viste sig ikke at holde stik, da man tre måneder senere, ved det næste kvartalsregnskab, måtte nedjustere til en forventning om et underskud på 35 mio. kr. I 2011 endte underskuddet efter skat på 34,9 mio. kr.

I 2012 lagde Brøndby ud med en forventning om et lille overskud. Allerede ved første kvartal af 2012 stod det dog klart, at langskuddet var på vej over mål, og klubben nedjusterede forventningerne til et mindre underskud. En forventning, der overlevede halvårsregnskabet.

Ved tredje kvartal var der dog igen rod i det økonomiske forsvar, og klubben måtte nedjustere til en forventning om et underskud på godt en kvart milliard, da man nedskrev værdien af blandt andet klubbens stadion markant. Trækker man nedskrivningerne fra, endte klubben med et driftsunderskud på 22 mio. kr.

Ved årsrapporten for 2012 offentliggjorde man en forventning om et underskud på 10 mio. kr., før man i foråret 2013 foretog en aktieemission med stor opbakning. I løbet af første halvdel af året overlevede klubben med nød og næppe i Superligaen og fastholdt forventningerne ved regnskabet for første kvartal.

Siden fulgte altså endnu to nedjusteringer, da Brøndby i august nedjusterede til et underskud på 30 mio. kr. og i september til et minus på 37 mio. kr. Underskuddet i 2013 endte på 39,6 mio. kr. før og efter skat.

Ved årsregnskabet meldte Brøndby IF så en forventning om et underskud før skat på 35-45 mio. kr. ud for 2014, men ved torsdagens regnskab for første kvartal blev den forventning så altså nedjusteret til et underskud før skat på 160-170 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

10:07 Topchef: Vestas' "storyline" begynder at hænge rigtigt godt sammen
10:02 Vestas sender stærke signaler om fremtiden - kun prognose skuffer
09:36 Novos topchef om Wegovy-salg i USA: Prognosen forudsætter væsentlig stigning
09:28 Lundbeck sigter efter vækst fra driften på 5-11 pct. i 2025 - opkøb gør indhug
09:24 Vestas genåbner pengesluserne til aktionærerne: "Afspejler selvtillid og gennemsigtighed"
09:19 Pandoras topchef holder fast i langsigtede mål trods lavere end ventet 2025-prognose
09:18 Aktier/åbning: Novo Nordisk stormer frem efter god afslutning på 2024
09:04 Novo og Zealand i store stigninger efter solide Novo-tal og investeringer
08:56 Novo kan gå frem efter regnskab: Jefferies ser dog plusset svinde ind over dagen
08:54 Sydbank-analytiker om Vestas-aktien: Vi kan få en helt speciel oplevelse i dag
08:49 Demant Q4 OVERBLIK: Omsætning lander som ventet mens ny prognose er inden for skiven
08:44 Novo Nordisk skruer igen op for investeringerne: 65 mia. kr. skal sikre udvidet kapacitet
08:43 Obligationer/åbning: Let vigende renter i tråd med global udvikling
08:42 Aktier/tendens: Novo Nordisk slog estimater på næsten alle parametre
07:27 Mærsks konkurrenter i Asien med pæn fremgang onsdag
07:03 Obligationer/tendens: Let vigende renter efter lette globale rentefald
07:03 Nissan trækker sig fra fusionsaftale med Honda
06:50 Embla Medical spår fastholdt vækst og indtjeningsgrad i 2025: Trumps told er en joker
06:43 Asien: Kinesiske kursfald men stigninger i Tokyo, Taipei og Seoul
06:34 Mærsks konkurrenter i Asien med pæn fremgang onsdag