BRF: Boligejerne sparer mia. af kroner på lav rente

Udgivet den 26-01-2012  |  kl. 11:26  |  

Uroen på de finansielle markeder har betydet lavere renter til boligejerne. Det viser den nye rentestatistik fra Nationalbanken her til morgen. De danske boligejere sparede således 3,5 mia. kr. på realkreditudlån igennem 2011 sammenlignet med 2010. Det er faktisk en stor besparelse, når man tænker på, at renterne også faldt markant igennem 2010.

I næste måned må vi forvente, at statistikken vil vise yderligere rentefald. Dels som følge af, at rekordmange boligejere fik refinansieret deres rentetilpasningslån til historiske lave renter i december - med virkning fra 1. januar ligesom, at slutningen af året bød på en historisk lav rente på de fastforrentede lån. Det fik den konsekvens, at realkreditinstitutterne skrev historie i januar ved at åbne for fastforrentede lån med 3,5 pct. som pålydende rente. Det har givet anledning til en vis konverteringsaktivitet, hvorfor mange boligejere igennem 2012 har udsigt til bedring i privatøkonomien som følge af en fast lav rente.

Ser vi længere frem, må vi dog forvente, at 2012 kommer til at byde på stigende renter. Det vil ske i takt med, at økonomierne bedrer sig. Vi har således allerede set, at renterne er steget pænt igennem den sidste uge som følge af en række stærke nøgletal fra amerikansk økonomi. Den amerikanske økonomi har i høj grad betydning for den lange rente, hvorfor det især er den, der er steget. Amerikansk økonomi er faktisk i langt bedre fatning end sit rygte og derfor kan vi se hurtigere rentestigninger, end de fleste lige umiddelbart forventer.

I forhold til udlån fra pengeinstitutterne er historien en ganske anden. Her er renterne steget ganske pænt, som følg af stigende fundingomkostninger for bankerne. Det betyde langt højere marginaler for bankerne og understreger, at det er vigtigt for husholdningerne at samle mest mulig gæld hos realkreditinstitutterne. Rentemarginalen på et lån til husholdningerne er således steget med 0,5 procentpoint igennem 2011. Det betyder at en stor del af den besparelse, boligejerne opnår via billigere realkreditlån, spises af dyrere banklån. Derfor er det væsentligt at overveje, hvis man alligevel pønser på en konvertering, om ikke man har plads til at indfri dyr bankgæld med et tillægslån fra realkreditten.

 

Udgivet af: lp@netposten.dk

Seneste nyheder