Bristol-Myers Squibb køber Celgene for 74 mia. dollar
Den amerikanske medicinalvirksomhed Bristol-Myers Squibb køber det amerikanske biotekselskab Celgene, der konkurrerer med danske Genmab inden for behandling af knoglemarvskræft, for 74 mia. dollar, svarende til omkring 487 mia. kr.
Betalingen kommer ifølge en meddelelse fra Bristol-Myers Squibb til at foregå ved, at aktionærerne i Celgene for hver af deres aktie modtager én aktie i Bristol-Myers Squibb samt 50 dollar kontant.
Det svarer samlet til 102,43 dollar per aktie svarende til en præmie på 53,7 pct. i forhold til Celgenes lukkekurs onsdag.
- Handlen vil skabe en førende og specialiseret virksomhed inden for biopharma, som vil være godt positioneret til at adressere behovene hos patienter med kræft, inflammatoriske og immunologiske sygdomme og kardiovaskulær sygdom via innovative produkter og ledende videnskabelige evner, skriver Bristol-Myers Squibb i meddelelsen.
Efter sammenlægningen vil Bristol-Myers Squibb opnå i alt ni produkter, som har "blockbuster-status". Det vil sige produkter med et årligt salg på mere end 1 mia. dollar.
Ifølge Bristol-Myers Squibb ventes der at kunne opnås synergieffekter på omkring 2,5 mia. dollar frem mod 2022.
Bliver handlen godkendt af myndighederne, venter Bristol-Myers Squibb desuden at kunne lancere et aktietilbagekøbsprogram på op til 5 mia. dollar.
Oven på udmeldingen falder Bristol-Myers Squibb 15,1 pct. i det amerikanske formarked torsdag eftermiddag, mens Celgene omvendt stiger hele 32 pct.
/ritzau/FINANS/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›