Britiske luftfartsaktier sendes ned: Uvejr og aflysninger kan være årsagen

Udgivet den 06-01-2025  |  kl. 11:04  |  

Flere britiske rejseaktier - særligt luftfartsselskaberne - er under pres på børsen mandag.

Og det kan skyldes fortsat uvejr i det britiske.

Kraftigt snevejr, regnvejr og oversvømmelser presser nemlig stadig store dele af Storbritannien mandag, og det har skabt udsættelser i blandt andet flere lufthavne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Særligt i det nordlige England har flere lufthavne midlertidigt måttet lukke landings- og startbaner, hvilket har udsat mange flyvninger. Det gælder blandt andet lufthavnene i Manchester og Liverpool.

- Nogle afgange og ankomster kan stadig opleve forsinkelser, skriver Manchester Airport blandt andet efter genåbningen af landings- og startbanerne, skriver Reuters.

Ryanair-aktien falder mandag med 1,8 pct. til 18,48 euro i Dublin, International Consolidated Airlines Group (IAG), der står bag blandt andet British Airways, sætter sig 3,4 pct. til 288,80 pence på børsen i London, og Easyjet falder samme sted med 2,2 pct. til 528,80 pence.

Der er officielle advarsler fra myndighederne ude om sne, is og regn på tværs af Storbritannien, og Environment Agency venter ifølge Reuters oversvømmelser på mere end 150 steder.

Også mange togafgange er blevet aflyst som følge af det voldsomme vejr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder