Carlsberg: Analytikere skærer 800 mio. kr. af østeuropasalg

Udgivet den 27-11-2013  |  kl. 12:00  |  

Analytikerne har taget konsekvensen af den skuffende udvikling i Carlsbergs østeuropæiske forretning i tredje kvartal og sænket estimatet for bryggerikoncernens salg i denne region for hele regnskabsåret. Til gengæld er deres forventninger til både omsætning og indtjening i Vesteuropa skruet lidt op.

Det viser en opdatering af analytikeres estimater indsamlet af SME Direkt efter regnskabet for tredje kvartal, der landede i markedet 11. november og som viste en skuffende udvikling i Østeuropa, hvor de russiske aktiviteter dominerer.

ØSTEUROPA NEDBARBERES

Analytikerne har i gennemsnit skåret 836 mio. kr. af deres estimat for omsætningen i Østeuropa, så der nu ventes årsomsætning på 18,0 mia. kr. mod 18,8 mia. kr. før Q3-regnskabet. Det fald dækkes af den skuffende omsætning i tredje kvartal på 4598 mio. kr. mod ventet i markedet før regnskabet 5254 mio. kr. samt en forventning om en omsætning i fjerde kvartal på 4240 mio. kr.

- Det russiske ølmarked faldt cirka 9 pct. i tredje kvartal, hovedsagelig som følge af salgsrestriktioner, meget dårligt vejr i september samt lavere økonomisk vækst og forbrugertillid. Som følge af disse faktorer forventer gruppen nu et højt etcifret procentvist fald på det russiske ølmarked i 2013, skrev Carlsberg i kvartalsregnskabet, der også bød på en lavere indtjening fra de østeuropæiske aktiviteter.

Resultatet af den primære drift for Østeuropa landede i tredje kvartal på 1297 mio. kr. mod 1600 mio. kr. i samme periode året før. Selvom analytikerne havde forudset et fald i indtjeningen, var konsensus dog på 1380 mio. kr. - også det afspejler sig analytikernes regneark her fjorten dage efter Q3-regnskabet.

Nu er analytikerne kun klar til at tro på et driftsresultat fra de østeuropæiske aktiviteter på 4091 mio. kr., når regnskabsåret er slut, og dermed har de skåret 200 mio. kr. af estimaterne fra før Q3-regnskabet.

ASIEN SALG SÆNKES OGSÅ

Analytikerne har også sænket estimatet for Carlsbergs salg i Asien, hvorfra der nu ventes et årligt salg på 9883 mio. kr. mod 10,2 mia. kr. før Q3-regnskabet. Samme vej er det gået markedets forventninger til indtjeningen i Asien, hvor driften (EBIT) nu ventes at udgøre 1853 mio. kr. mod tidligere 1916 mio. kr.

VESTEUROPA SKØN LØFTES

Bedre ser det ud i Vesteuropa, som var Q3-regnskabets helt store positive overraskelse med et salg på 10,9 mia. kr. mod konsensus om 10,7 mia. kr. og et driftsresultat på 2014 mio. kr. mod ventet 1840 mio. kr.

Analytikerne har rettet ind. De venter nu en omsætning i Vesteuropa for hele året på 38,5 mia. kr., hvor der før Q3-regnskabet var ventet et årligt salg til de vesteuropæiske markeder på godt 38,2 mia. kr. Samtidig er konsensus for EBIT løftet med 3,6 pct. til 5238 mio. kr. fra tidligere ventet 5055 mio. kr.

- Den vesteuropæiske forretning er lidt en solstrålehistorie i det her kvartal. De kommer rigtig godt igennem tredje kvartal med stigende volumener i større omfang, end jeg havde turdet håbe på, udtalte Morten Imsgard, analytiker i Sydbank, oven på offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.

- Det hele er drevet af det rigtig gode sommervejr, der har været i Vesteuropa, og det har Carlsberg flot formået at udnytte til at lange flere øl over disken på barer og restauranter og få kunderne til at købe flere øl i supermarkederne i sommermånederne, fortsatte Morten Imsgard, der ikke mindst hæftede sig ved, at Carlsberg formåede at hæve priserne, så indtjeningen også fulgte med og overraskede positivt.

TABEL

Analytikernes forventninger til Carlsbergs 2013-resultat før og efter Q3-regnskabet:

#

Mio. kr. Efter Q3-regnskab Før Q3-regnskab (e) Ændring i pct.

(e)

------------------------------------------------------------------------

Omsætning 66.795 67.493 -1,0

- Vesteuropa 38.504 38.241 0,7

- Østeuropa 17.985 18.821 -4,4

- Asien 9883 10.208 -3,2

EBIT 9497 9601 -1,1

- Vesteuropa 5238 5055 3,6

- Østeuropa 4091 4291 -4,7

- Asien 1853 1916 -3,3

Resultat før skat 8025 8046 0,0

Resultat efter skat 5605 5535 1,3

------------------------------------------------------------------------

#

(e) = gennemsnitsestimat baseret på estimater fra op til 15 analytikere indsamlet af SME Direkt.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:32 USA/T-bond: Renterne faldt en spids i helt afdæmpet marked
06:32 USA/lukning: På weekend i grønt trods dyk til Adobe og Boeing
06:30 Kalender med link - mandag den 16. september
17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe
14:32 USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning
14:11 DSV bekræfter nedskæringer i Tyskland på 1600-1900 job ved integration af DB Schenker
13:47 DSV-topchef: Tidslinje for synergieffekter vil afhænge af fagforeningsaftale
13:12 Europa/middag: Danske aktier fører an i optur med rekord i C25
12:31 Obligationer/middag: Mindre rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
12:18 Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration
12:14 Bavarians mpox-vaccine blåstemples af WHO
12:01 DSV holder fast i opkøbsstrategi kort efter rekordovertagelse
11:47 Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV
11:03 Industriproduktionen i eurozonen går ned i gear i juli som ventet