Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration

Udgivet den 13-09-2024  |  kl. 12:18  |  
DSV

DSV har planer om at skære 1600-1900 job i Tyskland i forbindelse med integrationen af købet af DB Schenker.

Det skriver Reuters, der henviser til udtalelser fra finansdirektør Michael Ebbe.

Netop Reuters har løbende rapporteret om transaktionen, der fredag kom i hus. Mediet var det første til onsdag at annoncere, at DSV stod til at trække sig sejrrigt ud af en længere budkrig, og fredag blev rygterne bekræftet af selskaberne selv.

Over for den samlede presse ønskede DSV fredag efterfølgende ikke at komme nærmere ind på, hvilken betydning integrationen vil få for de ansatte - herunder antallet. Topchef Jens Lund anerkendte dog, at det kan være forbundet med stor usikkerhed for medarbejderne, når et opkøb finder sted.

På nuværende tidspunkt er der i omegnen af 15.000 arbejdspladser i den tyske del af forretningen hos DB Schenker. Ifølge Reuters lægger DSV dog op til, at man vil investere 1 mia. euro i Tyskland, og at der derfor set over de næste fem år vil ende med at være flere tyske ansatte i den kombinerede forretning, end det er tilfældet i dag.

MarketWire forsøger at få bekræftet tallene fra DSV, men det har endnu ikke været muligt.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯