Carlsberg-topchef: Russisk forretning er stjålet og kontakt til ledelse er begrænset

Udgivet den 31-10-2023  |  kl. 12:45  |  
Carlsberg - Logistik (varehus)

Der er ingen grund til at lægge fingre imellem, og det gør Jacob Aarup-Andersen heller ikke, når han som nyligt tiltrådt topchef i Carlsberg skal sætte ord på Ruslands overtagelse af selskabets russiske bryggerier.

- Der er ingen vej uden om, at de har stjålet vores forretning i Rusland, og vi kommer ikke til at hjælpe dem med at få det til at se legitimt ud. Så simpelt er det, lyder det fra topchefen tirsdag, hvor han taler til journalister efter selskabets seneste handelsopdatering.

Juridisk ejer Carlsberg stadig de otte bryggier i Rusland, der hører under Baltika Breweries, men siden juli måned har den danske koncern ikke haft nogen kontrol med sin forretning. Det skete, da et præsidentdekret gjorde det muligt for de russiske myndigheder at overtage selskabet og indsætte en midlertidig ledelse.

Og siden da har der kun været meget lidt interaktion med topledelsen i Danmark, ligesom de heller ikke har haft nogen mulighed for at følge med i forretningen.

- Vi har haft begrænset kontakt med den midlertidige ledelse og med myndighederne, og det er blevet meget klart fra den interaktion, at der ikke var nogen mulighed for en løsning, som vi ville kunne forsvare fra vores værdier og perspektiv, siger Jacob Aarup-Andersen.

- Jeg kan garantere, at vi har forsøgt at lægge ting på bordet, som kunne være acceptable, men det er tydeligt, at vi er så lagt væk fra hinanden både i forhold til mindset og værdisæt, at vi ikke kunne finde en vej frem. Derfor gjorde vi det meget klart - mig selv, ledelsen og bestyrelsen - at vi ikke kommer til at indgå i en transaktion med den russiske regering, som på en eller anden måde retfærdiggør, at de ulovligt har taget vores forretning, lød det videre.

Carlsberg har efterfølgende opsagt sin licensaftale med Baltika. Det betyder, at de russiske bryggerier ved udløb i april næste år ikke længere må sælge mærker, der er ejet af Carlsberg. Jacob Aarup-Andersen erkender dog, at det ikke nødvendigvis ender ved det.

- Så må de ikke producere vores mærker længere, selv om jeg selvfølgelig ikke kan garantere, at det også sker. Men vi vil forvente, at de vil følge loven, siger han.

Baltika Breweries dækker over otte bryggerier i Rusland, der beskæftiger over 8000 medarbejdere. Carlsberg har efter Ruslands overtagelse nedskrevet værdien af den russiske forretning til nul kr.

Inden overtagelsen arbejdede Carlsberg på at sælge den russiske forretning, men også de planer er skrinlagt som konsekvens af overtagelsen.

Jacob Aarup-Andersen understreger, at meget fortsat er usikkert, og at Carlsberg fortsat arbejder for at sikre sine medarbejdere og aktiver i Rusland, mens det juridiske arbejde pågår.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder